Efter 25 gode år er det blevet tid til at pensionere min gode gamle Salomon rygsæk - anno 1984. Da den kom til verden var Tjernenko leder i Sovjetunionen og muren i Berlin stod endnu. Margaret Thatcher var kun netop faldet i svime over Mikhail Gorbatjov. Den har været med over på den anden side, i vinterkulden i Moskva i 1986; i tøbruddets begyndelse. Den har gået i Alperne, i norske fjelde, i Vogeserne, i Schwarzwald og i hele tog- og fodkortets længde, mange gange. Hundredevis af kilometer.
Jeg har arbejdet sammen med folk, der har oplevet betydeligt mindre.
Vel er det ikke den klassiske skolemodel, der passede til sejlerskoene, men mærket Salomon og enkelte dejlige lilla detaljer har givet den en renæssance i dette årti; en vis kult-kvalitet. Selvfølgelig bakket op at dens historie og pålidelighed.
Men nu er den så også blevet lidt træt i syningerne, og når ret skal være ret, så har den sine mangler. Ryggen er ikke afstivet, så man ender let med at slæbe rundt med vægten i sækken uklædeligt klumpet sammen mod rygsøjlen for bunden af sækken. Den har ikke så mange features - udover altså den ret væsentlige, at den har være uopslidelig.
Det bliver svært helt at stole på den nye rygsæk, selv om den har virkelig smarte features. Så, gamle Salomon, farvel for nu - men du går i depot, ikke i skraldebøtten.