Der er masser af trøstesløst socialt boligbyggeri, og der må bo masser af mennesker det er synd for i det - men hvorfor kan medierne aldrig finde nogen af dem, når de skal rapportere om fattigdom i Danmark. For et stykke tid siden var der en hjerteskærende historie i TV-Avisen om en kvinde, der blev sat ud af sin lejlighed fordi hun manglede 150 kr til huslejen. I mellemtiden brugte hun 2000kr hver måned på internet og mobiltelefon, ifølge TV-avisen. En quickpoll i mine twitteromgivelser var ikke i stand til at finde én eneste husstand med så høje udgifter til de poster.
Ekstra-Bladet har en anden historie - om et par, med to børn, der ender med at have 38.5 om dagen per medlem af husstanden når de faste udgifter er betalt. Det viser sig at familien råder over 17400kr efter skat hver måned, men har faste udgifter på 12780 til husleje, bil, internet og satellit-TV. Det er høje faste udgifter, fordelt på en husleje langt over gennemsnittet* og så altså uforståelige udgiftsposter - hvis alternativet er at man ikke har råd til mad og tøj - som satellit-TV.
Jeg kan godt sætte mig ind i at manglende arbejdsevne sikkert ofte følges med en dårlig evne til at overskue sin egen situation, men er det virkelig ikke en opgave i det sociale system at hjælpe med det så - istedet for bare at forsøge at pøse penge på. Man skulle da tro det var nemmere, politisk, end at bruge penge?
Og endnu mere, så undrer det mig at journalisterne vælger de her historier ud. Kan journalisterne heller ikke regne? Kan de virkelig ikke finde nogen, hvor problemet kan løses ved at disponere efter forholdene?

* 7000kr for 127 kvadratmeter + 1200 el og varme. Såvidt jeg kan finde ud af er det langt over gennemsnitshuslejen for socialt boligbyggeri i Sønderjylland - hvor historien foregår. Det er iøvrigt også langt over min egen husleje.