Måske har Per Stig Møller ret - men det virker som en brøler at helt absurd format at stå og diskutere samtalestrategien i forbindelse med Iran i nyhederne. Det kan sagtens passe at en høge-retorik lige præcis passer til Ahmadinejads egen ditto; og derfor vil eskalere volden. Men at man tænker strategisk på den måde skal man da ikke stå at sige. Der skal man bare holde den moralske og principielle fane højt. Det har de protesterende iranere da krav på.

Men moral og indsigt fra sidelinjen er både for nemt og for svært. For nemt, fordi det ikke koster noget at mene A og heller ikke at mene B, og for svært fordi det er helt umuligt at danne sig noget som helst overblik. Over valgsvindlens niveau (tilsyneladende totalt), over alternativet til bare at tabe protestkampen, og over omfanget af vreden i Iran.
Præstestyret har indtil videre fejlet totalt i at lande sin damagecontrol. At indrømme svindlen, men på en så halvbagt måde, virker som det dummeste man kan vælge at gøre.
Ahmadinejad, siger de mest høgede kommentatorer, venter bare på en grund til et egtl. militærkup, og imens er det fuldstændig uklart om han så faktisk har militærbacking til virkelig at øge presset på demonstranterne med et knusende angreb med tanks og hele moletjavsen.

Fra sidelinjens sidelinje så en observation om borgerrapportering: Omkostningerne ved at danne sig et overblik er skyhøje; hvis det overhovedet kan lade sig gøre. Det er utrolig meget billigere at nøjes med den virkelighed ens egen avis kan få skrabet sammen.