Vist er det flot at Fogh fik jobbet, men hvis vi skal være helt ærlige, så betyder det mere for Fogh end for Danmark. Det giver turbo-ekspederingen omkring Roj TV en dårlig smag at man skal høre Fogh tale om hvad vi vil gøre ved TV-stationen af ikke rigtig nogen andre grunde end at Fogh vil have et nyt job. Jeg synes det er fuldstændig upassende at Fogh udtaler sig på nationens vegne om noget som helst, efter han har meddelt sin afgang.
Sagen løber jo sikkert ud i sandet, men ellers må man sige at Fogh dumpede i eftermælekonstruktion på det punkt.
Foghs afgang efterlader også det besynderlige nye indtryk at 'Statsminister' kan være et job man simpelthen ikke vil have. Der er et stort statustab i det, synes jeg.
Det statustab må de, der stadig gerne vil have jobbet, så til at vænne sig til.
Jeg noterer mig iøvrigt også at de 3 partiledere, der for tiden med rimelighed kunne tro at de på et tidspunkt ku få jobbet, alle er for unge til at have levet de politiske 70ere med. Jeg mistænker at det kommer til fremover at gøre en afgørende forskel. I 70erne var det politiskes status - på godt og ondt - ikke til diskussion. Alt var politisk. Muhammad Ali var politiker i bokseringen i Zaire. Siden er den status langt hen ad vejen forduftet.
Det har været vældig sundt for alt det andet, men for politik har det ikke været godt, for det politiske liv har simpelthen ikke omstillet sig endnu.
Jeg kan ikke tro andet end at politik vil skifte karakter når kombatanterne ikke har levet med i den totale politik selv.