Der må findes omkring ved 5000 tusind blogposts om det her, men nu sad vi lige og snakkede om det over middag i torsdags, så derfor:
I den gamle 13-skala er der 3 point fra dumpekarakter til gennemsnit (8), men 5 fra gennemsnit til topkarakteren. I den nye 12-skala er der 7 point fra dumpet til gennemsnit (7), men 5 fra gennemsnit til topkarakteren. Man har altså flyttet karakterskalaens kernesatsning, der hvor indsats giver pote, væk fra "opnå det fremragende" til "opnå det middelmådige".
Specialisering straffes af samme grund også hårdt med den nye skala. Hvis man har fremragende karakterer i 1 eller to fag, men ser stort på de andre, får man idag mindre udbytte end før. Som eksempel: To topkarakterer og 3 kun beståede fag ville i gamle dage placere en studerende lige over middel (8.4). I dag giver samme resultat en score klart under middel (6).

Udbalancerer den gennemsnitssøgende skala bare den øgede mængde af tilbud om specialisering? Gymnasieskolen, f.eks. har mere valgfrihed end da jeg gik i den, og prisen er så at man ikke må sjofle de fag man ikke selv opprioriterer?
Eller er 12-skalaen simpelthen en nedprioritering af karaktersystemet som redskab - det er ikke det eleverne skal bruge energien på, når først bundniveauet er forsvaret.

[Teknisk slutnote: I og med at hele studenterpopulationen stadig proppes ind på en akse, og får pladser efter den relative placering, ikke karakterernes absolutte værdi, så er det lidt svært at sige hvad forandringen betyder for rekrutteringen til videregående uddannelser baseret på karaktersnit, men ombytningen af den stærkt specialiserede og den gennemført middelmådige elev i eksemplet ovenfor ændrer sføli indiskutabelt i rangordningen.]