Jeg har lige brugt 45 minutter på at se dokumentaren om den usandsynlige sejltur over atlanten på flåden Son of Town Hall, som et ægtepar med venner foretog i slutningen af 90erne. Familiefaderen, David Pearlman, kan man roligt kalde en Christiania-type; et klassisk modkultur/uden for systemet-menneske, der har gjort det til sin særlige ting at bo på hjemmebyggede husbåde, og leve billigt at at tale og optræde med familieorkestret The Flying Neutrinos - hvorfor han går under navnet Pappa Neutrino.
Mest ambitiøst, byggede han båden Son of Town Hall (opkaldt efter sin forgænger Town Hall) i New York af skrot og gamle planker hevet op af East River. Båden ligner en kulisse fra en Terry Gilliam-film. Et fantasifuldt, men umuligt, fartøj, som familien dog alligevel sejlede tværs over atlanten.

Filmen er naturligvis en hyldest til den stærke drift mod anderledeshed, de sejlende er stolte af bedriften. Det kunne hurtigt blive irriterende, hvis det var en historie i Politiken om plads til forskellighed på en god adresse på Christianshavn med adgang til havnen, men det er bedre end det, fordi de tager de virkelige udfordringer ved at have en båd, alvorligt: Ansvaret for at passe på sig selv, ikke at dø til søs, og også - om end det ikke fylder alverden - for ikke at bare at klare sig på at få gratis frirum fra resten af verden.
Et af filmens bedste momenter er hvor den sejltrænede Betsy bliver rasende fordi den utrænede Rodger fordi han ikke er tilstrækkeligt rædselsslagen ved roret, da et andet skib kommer meget tæt på Son of Town Hall. Hvis virkeligheden er farlig nok, er det sundt at være rædselsslagen.

Storebror Holger plejer at citere Bob Dylan og sige "To live outside the law, you must be honest", man kunne også sige "Man kan ikke blive fri uden rigtige problemer". Jeg tror iøvrigt her er en af de ting jeg har imod coachingbølgen; det er bare "mig inden i mig", den gnidningsløse frihed. Det er ikke fordi det er snyd, den er gal med den, men fordi jeg ikke tror på det rigtig virker.