I min bogsamling indgår en lille samling af utopier og dystopier - jeg synes det er sjovt at se hvad det er der får det utopiske eller dystopiske på gled. Genren (genrene?) er i sagens natur et konjunkturfænomen - for tiden er vi i den mørke ende af skalaen.

Lige ved siden af dystopien og utopien ligger den egentlige historieskrivning og gør sig i næsten de samme ting - sætter forskellige fænomener og tidsaldre op som systemer, der så enten fuldender os eller ramler sammen under tænkningens svaghed og virkelihedens vægt.

For et par år siden skrev Paul Krugman i en klumme i NYT (som jeg ikke lige kan finde, men den er sikkert i The Great Unraveling) at man måtte gå ud fra at kollaps var Bushs politik. Ved at bringe staten ud i en underfinansieret tilstand, som en ny ligevægt kunne man i et fremtidigt kollaps få rullet apparatet tilbage, simpelthen fordi der ikke er råd til det, og på den måde få etableret natvægterstaten.

Dystopierne omgiver os nu. I dag dukkede Dmitry Orlov op, med både sin katastrofeblog og et underholdende foredrag (mp3) om "USAs kommende kollaps". Orlovs idé, der til forveksling og på overfladen ligner de mekanismer Paul Kennedy skrev om i The Rise and Fall of Great Powers, er, at den amerikanske supermagt simpelthen ikke på langt sigt giver økonomisk mening. Den militære magt i sig selv garanterer på det nærmeste forgældelse, og det kan man ikke få lov til i det uendelige. Orlov har også fået en bog ud af kollapset.

Kollaps. Et populært ord, som Jared Diamond en overgang havde patenteret med sin økologisk/økonomisk-historiske beskrivelse af samfund, der går i opløsning.
Men ideen om kollaps er selvfølgelig for besnærende til at man kan have den for sig selv. Verdens sprog kollapser omkring os og bliver til færre og færre - en memetisk biokatastrofe. Ved et tilfælde faldt jeg også i dag over dette interview med Colonel, der for tiden er optaget af et kollaps i vores billedsprog.