På den glimrende, netop overståede, Twestiwal* var der et panel om de gamle medier og de nye medier. Der var indlysende pessimise og besnærende tanker - omkring f.eks. mediestøtten i Danmark og hvad den kunne udrette hvis den ikke skulle betale for papirinfrastruktur (og DR sføli) men kunne bruge moderne gratis distribution i stedet. Milliarder kan meget.
Der er efter min mening bare en enkelt hage ved det: Flade medier, som f.eks 1000 blogs, forudsætter at verden, medierne handler om er passende flad. Og det er simpelthen ikke rigtigt. 1000 borgermedier får ikke alle et interview med Madonna, Anders Fogh, Dalai Lama eller Chesley Sullenberger. Det er én af gangen. Omvendt kræver det en vis energi at levere et ordentlig modspil til disseher mere svært tilgængelige nyheder, og hvis ikke de medier, der nu så ender med at få den adgang, kan få den økonomiske tyngde der skal til at levere det modspil, fordi medieøkonomien er blevet helt flad, så får vi ikke de historier.
For halvandet år siden svarede jeg per post en researcher på Institut for Fremtidsforskning om hvad jeg mente om de flade medier og jeg tror stadig på det svar jeg gav dengang, og på at det har relevans for journalistikspørgsmålet.

Hvordan syntes du blog-fænomenet har ændret indflydelseskanalerne?
Det er en udbredt misforståelse, men dog en misforståelse, at blogging afskaffer/demokratiserer magt og indflydelse. Magt og indflydelse er der stadig og vil blive ved med at være der. Det blogging har gjort efter min mening er at udfylde et hul i netværket, så at sige: Før var der kun samtaleforbindelser en-til-en og så i nogen magtsponserede og magtdefinerede offentlige rum. Nu findes der, mere eller mindre vellykket, et helt økosystem af kommunikation på alle mulige magt- og indflydelsesniveauer. Det er stadig tilfældet at når samtalen endelig bliver til magtsamtale, at den ligner magtsamtale og bliver en-vejs. Det er det der virker på den skala. Det nye er at der ikke er et stort diskontinuert spring fra denne magtsamtale til 1-1 samtalen. Den revolution har været størst der hvor afstanden mellem magten og en-til-en før var størst, altså i store land som Frankrig og USA, mens den har betydet mindre i et lille land som Danmark hvor afstanden til magten aldrig har været særlig stor.

Positive og negative sider i forbindelse med dette?
Jeg synes det er ensidigt positivt, f.eks. for den politiske samtale, at den har fået så meget mere variation, fordi de der taler nu ikke kun er de der taler af strategiske årsager. Jeg er ikke i tvivl om at den politisk idemæssige udvikling er blevet voldsomt styrket af det. Inden for mit eget felt, det teknologiske, har samtalen online meget længe været det bærende medium for hele kulturen, så der har blogging måske mere været en velkommen tilføjelse end en egentlig forandring. En ting jeg synes er påfaldende er hvor lidt samtalerne påvirker finkulturen, musikken, museerne, filmen osv. Der er masser af glade brugere, og masser af glad amatørproduktion, men et underligt gab endnu herhjemme mellem brugerne og kulturen. De forbindelser der findes gror - forudsigeligt - frem fra den "underlødige" ende af kulturspektret hvor kulturen ikke tages altfor højtideligt.

*glimrende arrangement, mere mellemrum og mindre program til næste gang, ville jeg personligt foretrække.