Har netop været nede i Ali Farka Tourés pladebutik her i byen, Mali K7, og købt nogle plader med lokal musik. Udover hvad man kan forvente af swingende guitarbaseret musik, og folk der forlængst er brudt igennem i vesten, som Salif Keita, Mory Kanté og Ali Farka Touré, lykkedes det for mig at finde en plade med virkelig autentisk Mali-musik, som man kan høre det rundt omkring i lokalradioer og gademilljø. Det lyder nogenlunde som blues, spillet på lokale instrumenter og rent akustisk, og så med fortælling eller sang henover.
Det er en helt anden sound end den afromusik der slog igennem i stor stil i slut-80erne, ikke festlig og hornbaseret, men langsom og fortællende.
Man kan ikke lade være med at spørge sig selv om nogen af bluesens fædre nede i Missisippi-deltaet var fra Mali. De fleste slaver der nåede til Amerika var jo ihvertfald vestafrikanere, og hvorfor ikke hente dem oppe i Mali? Eller måske er det bare fordi en bluesskala er nem at have med at gøre.
Posted by Claus at January 06, 2009 02:07 PM | TrackBack (0)