Jeg er stadig på jule/nytårs-sabbat i Bamako, Mali på besøg hos min bror og hans familie. Og hver eneste tur med bil eller til fods uden for haven er stadig et mirakuløst univers til undersøgelse. Bamako er Afrikas hurtigst voksende by for tiden. Den er - som jeg forestiller mig mange steder på de her kanter er - et meget direkte sted at opholde sig. Det er et håndværkssamfund, ikke et industrisamfund, så handel og produktion sker allevegne, hele tiden.
Så er der støvet og affaldet også, over det hele. Og en trafikal syndflod, der blander knallerter, fodgængere, fuldstændig smadrede gamle biler, der kører bus og taxa, og så os andre i varierende tempi og retninger.

Lugtkulissen er støv, lidt rådne grøntsager og andet fra de åbne kloaker og så hele tiden sod, al mad laves over åben ild og luften er tyk af røgen fra de mange bål, der laves mad på.

Det tog lige et par dage at se det, men efter en tur gennem landet, til Djenné (mere senere), kan man alligevel se hvor meget Bamako er en by og ikke bare et sted med mennesker, som de små landsbyer med handel langs landevejen, eller dem man ser inde i baglandet istedet.

I byen, ikke på landet, kan man også tydeligere end noget sted i Europa, fornemme William Gibsons gamle traver med at fremtiden er her allerede, bare ulige fordelt. Mange af de steder man kommer rundt minder mig i høj grad om det lidt mindre indpakkede, og lidt mindre industrifremstillede, gademiljø fra min 70er-barndom. Reklamesproget er fra gamle dage også. Og iblandet er så et let drys, ganske let, af nye biler, nye hoteller