December 01, 2008
Det var bloggen, der gjorde det!

Man må ikke snyde sig selv for Dorte Tofts lavine af en blogpost om IT-Factory, et smukt bevis på at blogging overhovedet ikke er dødt, men bare er blevet halv- og helprofessionaliseret. Med oprindeligt posttidspunkt i august, i god afstand af dagens skandaløse kulmination, stiller Toft spørgsmålstegn ved IT-factory, startende med den basale undren: Hvem er det lige der er kunderne?
Så er det blogmediet tager over, i form af et kommentarspor, der bare ikke vil dø. Der er masser af mennesker, der deler Dorte Tofts skepsis. Folk finder tvangsopløste virksomheder med Stein Bagger i personkredsen i tonsvis, undersøger forretningspartnere og tidligere forretninger. Sørme om ikke Stein Bagger selv tager ordet og afviser al mistilliden. Vi når også rundt om Baggers postordre Ph.D. fra et fiktivt universitet i San Fransisco.

Når nu historien har rumlet i Berlingeren i næsten 4 måneder, så virker den første krisekommunikationsvinkel fra ruinhoben simpelthen ikke fornuftig: Det virker ikke rimeligt at bestyrelsen ikke har spurgt sig selv hvem kunderne er. Og det kan være svært at forstå at Jensby et al har lyst til at bruge Erik Ove til kommunikation i dag, når nu samme Ove aggressivt sekunderede den forsvundne Stein Bagger for en måned siden, hvor han bl.a. ivrigt bakker op om Baggers fiktive amerikanske universitetsgrader.
Til det kan man tilføje rigelig dækning af forbindelsen mellem Bagger og de svenske svindlere hvis sidste store skandale var en fremragede Wired historie for et par år siden.
Det er altså ikke fordi kredsen omkring Bagger ikke meget kontant er blevet stillet spørgsmålet om hvad i alverden der i virkeligheden foregår. Den blanke forbløffelse der stilles til skue i dag, er der simpelthen ikke plads til.

Derudover så tror jeg mit favoritaspekt af dagens historie er den fiktive tabsopgørelse. Jensby og JMI Invest har ivrigt opskrevet papirværdien af guldægget IT-Factory. Senest til fantasisummen 8 milliarder, som selv hvis man tog den fiktive aktivitet alvorligt var liiige i den høje ende. Når nu man fiktivt havde opskrevet værdierne så meget så lyder tabet jo også af mere. Finnn Nørbygaard har tabt 700 millioner! Jeg kan kun ærgre mig over at de ikke havde opskrevet værdien til 2000 milliarder så vi kunne konkurrere bedre med de store konkurser i USA.

Posted by Claus at December 01, 2008 10:58 PM | TrackBack (0)
Comments (post your own)

Jeg kan også godt lide den vinkel at to store revisionsfirmaer har set dem efter og et tredie har givet dem en pris og efter følgende på ikke sporbar vis trukket den tilbage.

Bestyrelsen henviser til de rene revisionsrapporter. Bør revisionsfirmaer gå ekstra til stålet ved mistanke?

Posted by: cj on December 2, 2008 9:37 AM
Help the campaign to stomp out Warnock's Dilemma. Post a comment.
Name:


Email Address:


URL:



Type the characters you see in the picture above.

(note to spammers: Comments are audited as well. Your spam will never make it onto my weblog, no need to automate against this form)

Comments:


Remember info?