Normalt, når litteraturens nobelpris kritiseres, så er det noget forudsigeligt noget med at det er nogen man aldrig har hørt om, selvom prisen de fleste af de sidste 10-15 år er givet til breds læste allerede rigeligt oversatte forfattere. Og så er der - ligesom med fredsprisen - en klassisk kommentar om at det er nordisk bleeding heart humanisme der uddeler prisen, ligesom det ikke virker særlig verdensagtigt af Horace Engdal at mene at USA ikke har en plads i verdenslitteraturen.
Hvad angår årets pris, til le Clezio som jeg aldrig har læst et ord af, så mener Information den er hel fin, mens Politiken står af på en anklage om tam civilisationskritik og altså rygmarvskorrekthed. Det er ikke noget berlingeren kan skrive under på, her mener man kun at det er lidt lang tid siden han var god (det samme mener hans danske forlag), og i Weekendavisen mener Lars Bonnevie at prisen er rent litterær, simpelthen for fabelagtigt sprog.

Såvidt man kan læse kommentarerne så er civilisationskritikken ikke politisk men bare økonaiv, hvis altså der er noget galt med den (hvad der - for os teknologiske hardlinere - ofte er).

[UPDATE: Joakim Jakobsens udpegning i WA af dumheden i Horace Engdals udtalelese i og med at USA er landet, der - uden sammenligning - har hevet flest kulturer til sig og skabt en fordig immigrantlitteratur ud af dem alle sammen er lige i plet. Så virker åbenhed i form af lejlighedsvise turistbesøg på resten af kloden en anelse hul]