For nylig linkede jeg til Peter Wivel, der - med anledning i den tragikomiske, men desværre alvorligt mente Durban2 konference - gjorde opmærksom på vestens kultur er grundlagt af dødsdømte og udstødte. Mindre schwung kan også gøre det, som jeg blev mindet om ved læsningen af Frederik Stjernfelts anmeldelse af Rune Lykkebergs nye bog om kulturborgerskabet, der bl.a. - ifølge Stjernfelt - har et fint øje til statsministeren, Anders Fogh Rasmussen, som en slags kulturel, økonomisk og regional immigrant til magten på Christiansborg, fordi Lykkeberg selv er immigrant.
Her sker der for mig en fordobling, der bliver til en firedobling, for min selvforståelse er også immigrantens. Jeg er altså en immigrant, der læser en immigrants anmeldelse (Stjernfelt er fra Ålborg) af en immigrants bog om en immigrant.
En sten i skoen på en sten i skoen på en sten i skoen på en sten i skoen.
Og hvis nu man så skal finde en mellemproportional mellem ens selvforståelse og de sakrosankte blasfemister så er der et helt kontinents litteratur at tage fat i fra Martin Luthers teser på kirkedøren over den sociale franske roman fra 1800-tallet (f.eks. Følelsernes Opdragelse og Rødt og Sort) via Dickens' ditto til J.P. Jacobsens Niels Lyhne og Pontoppidans Lykke-Per.

Der hvor Stjernfelts omtale holder op, og jeg har ikke læst bogen endnu, så jeg ved ikke om den også gør, er selvfølgelig der hvor besværet opstår, nemlig f.eks. ved kulturlivets egen bevidsthed om samme kulturhistorie: Modstand og modkultur er jo lige præcis - i egen selvforståelse - det moderne kulturborgerskabs fødselsret, hvilket vi senest så foldet ud i fuld idioti under Ungdomshusvolden på Nørrebro for et stykke tid siden.
Modstanden er en så standardiseret figur i den vestlige fortælling at helten, altså efter vores egen mening os allesammen, har fødselsretten til den.

Og det er selvfølgelig her tragedien ligger i den bizarre Durban2 konference: Menneskerettigheder er modstandsrettigheder, ikke medløbsrettigheder. Det er stenen i skoen, der får os til at flytte fødderne. Hvis man skriver retten til at være uenig ud af menneskerettighederne, så er de meningsløse.