Er netop vendt tilbage efter at have set den opsætning af Don Carlos som Morten Messerschmidt mener politiserer mere end forsvarligt; en anledning til et af de mange gabværdige "kulturdanmark er venstreorienteret"-angreb.
Messerschmidt har ikke ret, for forestillingen hænger slet ikke godt nok sammen til at være politisk. Lad os starte med noget upolitisk: I det hold af sangere, der stod på scenen her til aften var Don Carlos rent fysisk - spag fransk flødebolle , med Jean Hughes Anglade skægstubbe og langt hår - overmatchet af samtlige andre på scenen. Desuden klart yngre* end sin romantiske modpart Tina Kiberg, hvilket gav deres forhold et ødipalt præg, der virkede bizart. Det politiske, friheden fra konge og kirke, forblev forvirret og tomt, bl.a. fordi Carlosfiguren manglede den tyngde det ville kræve, for at man kunne tage ham alvorligt.
Scenebilledet var usammenhængende. Først lignede det fascistiske sorte uniformer fra midten af d. 20ende århundrede. Så var der pludselig amerikanske camouflageuniformer. Carlos' uniform var dobbeltradet flådesnit. Når så de flanderske frihedskæmpere pludselig er blevet selvmordsbombere, så må man simpelthen stå af toget. Det er helt meningsløst. I den forbindelse er det en parentes at bourgoisiet i stykket er jublende tilskuere til bomber og krig (iøvrigt sammenblandet af 2. verdenskrig bombedrops og moderne ildkontrol-video fra helikoptere).
Musik og sang flød forbilledligt, og som selskab til musikken fungerede flere scener godt, men fortællemæssigt endte man med at finde det forvrøvlet, mere end provokerende.

* svært at få svar på nettet, men såvidt karriereårstallene kan tydes var det lige så meget opsætning og kostume der skabte den ødipale forvirring og ikke en virkelig stor aldersforskel mellem de to operasangere - Kiberg debuterer ti år før Furlan