Lige en efterreflektion over Bukdahls plothad. Min klare oplevelse af tidens danske skønlitterære skrift er, at den har det svært med at navigere mellem det universitært insulære, klublitteratur uden nogen chance for egentlig gyldighed og så den store fræsende ligegyldighed de enorme svovlpølser af næsten ulæselig krimi der langes over boghandler- og biblioteksdiske i stort tal.
Vurderet f.eks. på den seneste Weekendavis så er Lars Bukdahl som anmelder gået fuldstændig til i sin egen manér. Der er kun (paren)/pa-tetiske (!) indskyd og tegnsætninger der løber over gevind - som i starten af denne sætning. Omvendt er standardkrimiens gyselige automatskrift, den mekaniske ventilering af plotmekanikkens nødvendigheder med replik og farverige produktvariantangivelser (ikke "pistolen" men "Heckler-Koch'en"), fuldstændig befriet for nogen værdi. Det typiske Ritzautelegram har mere sproglig spænding.