Tja.

Ingen myndighed = intet ansvar?

Det jeg hæfter mig ved var at kvinden italesatte det her som et rent socialt problem, som om hun slet ikke var i familie med drengen - som om noget kunne være vigtigere end hans og hendes ansvar.

Jeg har svært ved at sætte mig ind i ønsket om at blive tilsidesat som den vigtigste person i sin søns liv - og det er jo konsekvensen, hvis det er det offenligt der bør kunne holde styr på ham, og ikke hende selv.

Jeg havde det samme indtryk. Måske med den forskel at hun gav udtryk for ikke at have magt over ungerne. Hun er allerede blevet umægtiggjort (hvis det ord findes) af sønnerne og ønskede klart at nogle andre gjorde magt gældende overfor dem.

Nu får hun så sit ønske opfyldt.

Umyndiggørelse handler om ikke at have styr på / magt over sin egen person, ikke?

Jo, eller noget som helst andet.

Jeg synes stadig - og jeg kan godt forstå det er nemmere sådan - at hun foretog en bizar stillen sig selv udenfor problemet, til et sted hvor hun kunne komme med en kritik af det offentlige, helt uden at skulle se sit eget svigt i øjnene.

Jeg kan godt forstå det er nemmere, men jeg synes ikke helt det er godt nok.

Situationen er tilsyneladende, at moderen - uanset sit formelle ansvar som myndighedsindehaver - står med to sønner, som hun ikke kan styre, og som er til fare for deres omgivelser, herunder for hende selv. Hvis vi anerkender, at dette er situationen, så er spørgsmålet, om samfundet kan, skal eller bør gøre noget i den anledning.
Moderens egen erkendelse af, at hendes ansvar forslår som en skrædder i helvede, skal ikke vendes imod hende – ved at have gjort de sociale myndigheder opmærksom på problemet har hun vel gjort os andre en tjeneste, eller?
Nu er hun så utilfreds med, at myndighederne angiveligt ikke har reageret på hendes nødråb. Om hun har haft krav på eller begrundet forventning om hjælp, ved jeg ikke, men hvis det er tilfældet, og hvis det passer, at myndighederne intet har gjort, så er det da helt relevant at erklære sig utilfreds.
Hvorfor kalde ”utilfreds” for ”aktivt forurettet”, ”hjælp” for ”total umyndiggørelse”, og ”erkendelse af egen magtesløshed” for ”bizar stillen sig selv udenfor problemet”? Nå ja, undskyld, men jeg synes, at der er mere automatpilot her end ellers på din blog.
Man kan så være uenig i moderens vurdering af, om en indsats fra det offentlige havde gjort fra eller til, men det er en anden historie.

Alle de fine rationaliseringer du laver, savner jeg at høre moren lave. Det eneste hun har sagt er at der er nogen andre, der har begået en fejl. Det er absurd - og uholdbart - at hun ikke starter med sit eget ansvar.
Hvis f.eks. jeg havde fået den opfattelse at hun havde erkendt sin egen magtesløshed, så havde det straks været en anden sag - men jeg har kun hørt hende tale om de andres fejl og det er grotesk.

Og jeg vil da godt have lov at vende den på hovedet: Hvorfor er det lige at det er illegitimt at tage andre synspunkter her end behandlersynspunktet "Ku' vi have gjort noget"?
Hvorfor er det odiøst at starte og slutte med børnenes ansvar og moderens rolle i deres mislykkede opdragelse?