Den foregående post om metafor har en beslægtet post i halen om ord, der på dansk er abstrakte, men på originalsproget dybt konkrete. Den oplevelse jeg havde for lidt siden da jeg skrev den, kan man f.eks. også have i rigt mål i Italien hvor man går rundt i latinske abstrakters oprindelse i en italiensk tingsverden.

Forholdet mellem abstrakter og det konkrete er nogenlunde som noget jeg diskuterede med Morten i anledning af hans blogpost: Ingen læser tekstforklaringer. Det konkrete visuelle interface er det folk bruger - tekst, at skulle tage stilling til abstrakter, er en nødløsning når det konkrete ikke er godt nok.

Hovedet hviler bedre, jo mere konkrete ting, det har at beskæftige sig med. Det er mere afslappende at opleve med højre hjernehalvdels parallelprocessor end at forstå med venstre hjernehalvdels serielprocessor (parallel vs. seriel).

Et af de nødvendige talenter for at klare sig som matematiker er en stærk evne til at kunne flytte store mængder af abstrakt tænkning over i konkreternes verden, at tale om ekstremt indviklede og sammensatte fænomener, som om de bare var trivielle punkter i andre indviklede sammenhænge. Det er det matematisk sprog gør, og matematikere er altså nødt til at kunne det før sproget kan, for det matematiske arbejde består i at designe nyt nyttigt sprog der kan netop det. Det er noget jeg skrev om for lang tid siden, lige da jeg havde startet bloggen her.
Men det er ikke et indlysende talent; det er både noget skolelært og ikke nødvendigvis noget alle har adgang til.

Hvis nu nationalsprogsbagudstræbere kunne tænke så langt, så havde de faktisk fat i en sprogpolitisk pointe der: Sproget bliver mere menneskeligt jo tættere det er på vores konkrete verden. Indlånte ord har sjældent, til aldrig, den kvalitet. Problemet med forceret sprogpolitik er selvfølgelig at konkreter, der ikke vinder indpas af sig selv, åbenbart ikke var intuitive for os - og altså ikke leverer det mere menneskelige sprog, der er helt rimeligt at stræbe efter.
Det er blandt andet for at få noget nyt kvalitativt sprog om vores samtid, der kan pible ned i almen brug, at vi har brug for en rig litteratur, ikke bare os der af og til læser i den, men os allesammen.