Den bedste nyhed, måske den eneste gode, ved ugens optøjer og brandstiftelse rundt i landet, er at den ikke kan tales ned af imamer. Det afslører nemlig for os at den religiøse forklaring, eller de andre "rationelle" kuraterede forklaringer på balladen, som ugen har budt på, ikke egentlig udpeger ondets rod.
Ugen har budt på et rigt net af eksperter fra alle mulige områder og med alle mulige ekspertiser og interesser, der har udlagt uroen efter alle mulige rationaler - både en dansk Rodney King historie, en social historie, en religiøs historie og mange flere. Nogle af de unge har endda - i et tilfælde af dygtig, total integration har man lyst til at sige - taget historierne til sig og forklaret at det skam var fordi de var vrede over muhammedtegningerne. En ting er at forklaringen ikke har nogen legitimitet, forstået på den måde at vi må anerkende og acceptere rationalet, men jeg tror ikke engang på at det virkelig er pointen.
Der er noget dybt utilstrækkeligt ved disse rationaliseringer, en underlig samtidig afkoblet tilskuerposition og total umyndiggørelse af de unge bilbrændere - det kan ikke engang have lov at være deres skyld, det de gør. Selvom man både her og tidligere i tilfældet med de autonome mistænker at det mest er lige præcis det, det handler om. Vi gør det her, fordi så er vi os. Det idemæssige indhold i bilbrændingerne - ligesom i ungdomshusballaden - er værdiløst, men det er uden betydning for dets evne til at skabe identitet, og værdiløsheden vil ikke forhindre en gentagelse.
I aftenens deadline fik vi hele kataloget, og der skulle en journalistisk indgriben til for at diskussionen ikke bare blev ved det, men det lykkedes da til sidst at finde frem både til det indlysende - at børnene har familier, der må gribe ind - og det mere spidsfindige: En skoleinspektør påpegede at den mere og mere individorienterede skole f.eks. ikke tilbyder børnene nogen fællesskaber de kan træde ind i.
Skole eller arbejde - det er en dårlig hjælp at styre børnene uden om begge dele.