Min dansklærer fra gymnasiet, Aage Kæstel, døde for en uge siden - 78 år gammel. Kæstel var på samme tid en meget venlig mand, og så helt ude af stand til at tolerere slap, ligegyldig læsning. Kombinationen kunne føre til pinagtige situationer i klassen - Kæstel var ikke meget for at forklare hvordan man skulle forstå det man læste, men omvendt pinte det ham helt oplagt hvis hele klassen overså noget væsentligt, og så måtte vi jo fortsætte med at tolke indtil der var nogen, der møjsommeligt nærmede sig det vigtige. Det kan lyde som om der blev arbejdet med en hemmelig facitliste, som vi så skulle gætte indholdet af, men det var ingenlunde tilfældet (sådan var vores historielærer - det var knapt så sjovt). Der skulle bare være dækning i teksten for det vi fandt frem til, og det skulle sådan nogenlunde repræsentere det andre ville mene, der var dækning for i teksten.
Som gymnasielærer med gammeldags dannelsesidealer på gymnasiets vegne var det ikke meget vi sprang over i den danske litteraturhistorie, men Kæstel var jævnaldrende med den modernistiske generation og det var til at mærke at det var her læsehjertet bankede varmest - for folk som Peter Seeberg og Villy Sørensen. Og der var meget fra denne generations tilgangsvinkel til at læse og skrive han tog med ind i undervisningen: Et element af nysgerrighed og undersøgelse, og en stor brutalitet i forholdet til virkeligheden. Det var en oplevelse endelig i gymnasiet, i form af sjældne lærere som Kæstel, at få undervisning, der hverken var autoritær eller omfavnende "pædagogisk". Undervisning, der på samme tid opererede med elevernes frihed, endda pligt, til selv at finde ud af hvordan tingene hænger sammen, men samtidig var helt kompromisløs i sin respekt for den virkelige substans nedenunder.