Henrik Føhns' samling af blogposts om revisionisten Erik Haaest og dennes forsøg på at rehabilitere en hipo-tilknyttet kvinde, der deltog i anholdelsen og mishandlingen af Føhns' far i 2. verdenskrigs sidste dage, er stærke sager. En af de stærke sager ved dem er at de gør sporet fra 2. verdenskrig til idag så kort, selvom jeg er sikker på at skolebørn idag synes det er meget længe siden - hvis det da overhovedet fylder særlig meget i skolen.
I min barndom i 70erne og 80erne var det nærmest det historie var. Men dengang var det jo også mindre end 40 år siden. Mange af lærerne kunne selv huske det. Sådan ligesom Vietnamkrigen, rumprogrammet og Woodstockfestivalen idag har levende viderebringere. De aktive fra krigen var stadig elder statesmen, der fyldte noget i hverdagen. Det der var på vej udover den levende horisont dengang var krigen en gang før. Min far, der var præst i Sønderjylland holdt dengang stadig hvert år en mindegudstjeneste for byens veteraner fra Første Verdenskrig - der dengang lå ca. lige så langt tilbage som 2. Verdenskrig gør nu, men disse veteraner var i sagens natur blevet virkelig gamle og var ikke længere aktive.