Jeg er stadig ikke helt kommet mig over at Indenrigsministeriet er lukket og at vi har fået en Velfærdsminister. For mig at se er der ikke nogen partipolitisk farve på problemet med ansvar i samfundet, hvor gerne borgelige kommentatorer ellers ville have det. Det er en ulykke at staten bliver omformuleret fra en infrastruktur- og forsikringsyder til en generel pude, der lægger sig under og over det hele. Staten har nogen fornuftige opgaver med at tilvejebringe muligheder for de der ikke har dem (f.eks. god gratis uddannelse) og endda som meget robust forsikringsyder, men ydelserne er nødt til at være formuleret som en undtagelse. Noget vi alle burde ønske os der var mindst muligt af. Det er en forudsætning for at velfærden overhovedet kan eksistere at man konstant arbejder med at begrænse den.