Jeg ville gerne have skrevet den her post da valget blev udskrevet, for nu kan den virke lidt bagklog. I det mindste kan den også nå at blive helt forkert.
Anyway: Det første jeg tænkte om Foghs udskrivelse af valget og ageren op til det var, at han virkelig havde glemt noget af håndværket fra da Lykketoft fik tæsk. På det tidspunkt lavede han en benhård matchning af alt Socialdemokraterne kunne forestilles at gå til valg på og bød over. Det fik dengang en til at tænke at den kan man ikke lave særlig mange gange - og derfor også "Så er vi nok ved at være halvvejs i Foghs regeringstid". Men det var klassisk Blair, ligesom hele Venstre=velfærd positioneringen op til magtovertagelsen i 2001. Denne gang har Fogh efterladt et tydeligt rum til socialdemokraterne at føre kampagne i - og det gør de så. Han har samtidig efterladt et rum til Ny Alliance at føre kampagne i, endda inviteret dem til at være vigtige, ved at starte med en asylhistorie - og Pia Kjærsgaard har været så venlig at markere det punkt endnu tydeligere. Det virker ikke helt ligeså profft som i 2005. Hvad man selvfølgelig både kan undre og glæde sig over, uanset politisk ståsted - politik har ikke godt af at blive skåret ned til økonomisk overbud balancerende på knivsæggen.