For mig er det mest underholdende ved Jørgen Leths skandaløse erindringer - og åbenbart ved Niels Barfoeds kommende erindringer - hvor utrolig få mennesker der var på den danske kulturscene i gamle dage. De fik så lov til at lave alt muligt de ikke havde forstand på - fordi der ikke rigtig var andre end dem "herhjemme i Danmark" der vidste noget om noget. Jørgen Leth lavede film med Kurt Thyboe, Ole Michelsen og stort set alle der idag på nationens vegne interesserer sig for cykling - altså af dem, der var i live på det tidspunkt. Niels Barfoed var filmkonsulent og havde gået i gymnasiet med Rifbjerg, Jesper Jensen og Villy Sørensen. Jørgen Leth fungerede også i(eller blev tilbudt?) jobbet som Politikens balletanmelder(!).
Undervejs støder man på "langt kendtere end deres produktion berettiger til" personer som Ebbe Traberg - en mand hvis egenproduktion vist er totalt glemt allerede - men han kendte alle jazz- og cykelelskere i København og dem af dem, der slog igennem tog ham med i kanten af projekterne.
På den måde har København virket lidt som Warhols factory - nogle få rigtige talenter og så en masse mennesker man kun kender til fordi de har været de andre, der var til de fester, som de dygtige gik til.
Jeg spørger mig selv om det overhovedet er anderledes nu? Der er mere kultur - om ikke andet flere offentlige kroner - så der burde være grundlag for mere end ét miljø, men man kan have sin tvivl om det findes.