The Wire og græsk tragedie

Jeg digger Kottkes writeup af et interview med skaberen af serien The Wire (som man ser på SVT) fordi forfatterens perspektiv riffer med noget jeg selv har tænkt over rigtig længe efterhånden, f.eks. her og her.

Som de allermest trofaste læsere af classy.dk vil vide har jeg været utrolig fascineret af Lars Qvortrups beskrivelse af netværkssamfundet, som et nyt decentreret samfund, ikke længere domineret af det moderne ideal - hvor individet er den eviggtgyldige lup gennem hvilken samfundet giver mening. Istedet har vi et nyt samfund med mange overlappende, men ikke helt sammenhængende partielle meninger. Man skifter løbende sin forståelsesramme ud, efter omstændighederne, fra en økonomisk, til en naturvidenskabelig, til en etisk, til en politisk, til en humanistisk forklaring. Den opsætning af hvordan vi aflæser verden kan man også se afspejlet i den omsiggribende antropologiske anskuelsesform, der stort set består i at observere hvilken form for mening og argument vi hælder forskellige hverdagssituationer i, og observere sig frem til hvordan vores hverdag giver mening. Undersøgelserne er tit med kommerciel baggrund, så der findes utallige beskrivelser derude af hvordan vi aflæser biler, morgenmad, politik, tøj osv. osv.
Qvortrup giver, i sin bog om emnet, udviklingen en historisk logik i en bevægelse fra middelalderen til idag, der ser ud som

Gud => Mennesket => Netværkerne

hvor vi starter i et samfund med ét enkelt centrum i en (monoteistisk altså) gud, med en overgang til renæssancen og det moderne hvor mennesket pludselig bliver optaget af sin egen psykologi og ser den som centrum for udforskningen, indtil idag hvor den model ikke passer mere, og mennesket istedet må ud af sig selv og ind i samfundet, i netværkene, for at finde sin mening. Men... den udvikling udelader noget andet kulturelt arvegods fra fortiden, nemlig den gamle græske (eller romerske eller nordiske) mytologi, hvor mening, på samme måde som i dag var spredt ud og repræsenteret i et stort persongalleri - guderne havde hver deres personlighed, de havde uenigheder og konflikter, og fejl og mangler, og der var ikke en central magt, der afgjorde det hele. De gamle polyteistiske mytologier forstod kort sagt virkeligheden ligesom vi forstår den nu, som sammensat af en masse forskellige forklaringer i konflikt med hinanden.
Hvis vi hælder den ind, så bliver renæssancen en slags spejlingspunkt snarere end et trin i en udvikling. Umiddelbart på hver side af spejlingen har vi Den Store Forklaring - på fortidssiden i hænderne på En Sand Gud og på vores egen side i hænderne på Mennesket, men bag ved denne spejling ligger altså en anden, nemlig de flerstemmige præ-kristne mytologier der spejler sig i vores moderne flerstemmige netværkssamfund.

Hvad har det nu med The Wire at gøre? Jo, lige præcis det at seriens skaber for det første ser som seriens tema "the exploration of the postmodern American city and the struggle of the individual against the city's institutions." og for det andet at han lige præcis dramaturgisk griber fat i den spejling i græsk mytologi, jeg snakker om her:

Another reason the show may feel different than a lot of television: our model is not quite so Shakespearian as other high-end HBO fare. The Sopranos and Deadwood -- two shows that I do admire -- offer a good deal of Macbeth or Richard III or Hamlet in their focus on the angst and machinations of their central characters (Tony Soprano, Al Swearingen). Much of our modern theatre seems rooted in the Shakespearian discovery of the modern mind. We're stealing instead from an earlier, less-traveled construct -- the Greeks -- lifting our thematic stance wholesale from Aeschylus, Sophocles, Euripides to create doomed and fated protagonists who confront a rigged game and their own mortality.

But instead of the old gods, The Wire is a Greek tragedy in which the postmodern institutions are the Olympian forces. It's the police department, or the drug economy, or the political structures, or the school administration, or the macroeconomics forces that are throwing the lightning bolts and hitting people in the ass for no reason. In much of television, and in a good deal of our stage drama, individuals are often portrayed as rising above institutions to achieve catharsis. In this drama, the institutions always prove larger, and those characters with hubris enough to challenge the postmodern construct of American empire are invariably mocked, marginalized, or crushed. Greek tragedy for the new millenium, so to speak.

Det passer jo perfekt ind i mit program, mand!

(Bonus: Tidligere karakterisering af William Gibsons romaner, som eksemplificeringer af samme opfattelse.)

Posted by Claus at September 05, 2007 09:02 PM | TrackBack (0)