Beskrivelserne af William Gibsons Spook Country lægger det op som om det er endnu en Gibsonsk marionetroman - forgrundshovedpersonerne begrænses og igangsættes af skjulte netværk med supermenneskelige egenskaber. Som jeg skrev om da Pattern Recognition lige var udkommet er den formelle historie - hvis vi da er i endnu en af dem - voldsomt overbrugt af Gibson. Gentagelserne ender med at formalisere fortællingerne til en slags eventyrform, også selv om formen er for kompleks til at man kan opleve den formelt på samme måde som man oplever eventyrformen som en helt naturlig ramme. Det sjove ved Gibsons meget skematiske historier for mig er naturligvis at de tydeliggør hvordan konspirationsteorier er eventyr om netværkssamfundet.