Jeg fik endelig set Almodovars Volver, en fremragende oplevelse. Enkel og magisk fortælling på samme tid og det med en helt genial plotløsning, der var et hårdkogt film noir suspensemareridt værdigt. Det eneste gennemabsurde ved filmen er at superhotte, og af kamerat kælent dyrkede, Penelope Cruz, har det svært og er rengøringskone.
Almodovar er en europæisk ener og en fremragende instruktør af kvinder. Sådan en døde idag (altså igår, men jeg sover ikke endnu), nemlig Ingmar Bergman. En af de bedste ting ved Volver DVDen er faktisk en af extra-featuresne, en nærmest Bergmansk kortfilm, et små 40 minutter langt gruppeinterview med filmens skuespillerinder.

Det er et helt skuespil i sig. Figurerne er: Den aldrende diva, Carmen Maura, med hos Almodovar lige siden hans gennembrud, hendes unge afløser Penelope Cruz, den både i filmen og i virkeligheden stille og beskedne Lola Duenas, den garvede og seje teaterskuespillerinde Blanca Portillo, og den helt unge, næsten et barn, Yohana Cobo. Samtalen mellem dem ledes af Pedro Almodovar selv, og han spiller også selv med, så at sige.
Magtforholdene, loyalitet blandet med stikpiller, mellem skuespillerinderne er virkelig underholdende. I centrum en slags diva-opgør mellem Cruz og Maura. Maura Vi started med at snakke kjoler til Cannesfestivalen: Cruz fortæller om de talrige kjoler hun måtte have på og med "Man nyder det først, men til sidst står det en ud af begge ører". "Ja, ja, men det er jo nemt for dig - i min alder er det sværere. Forneden er jeg en 36 og for oven en 40.", svarer Maura - og fortsætter med at forklare hvordan hun gjorde et stort nummer ud af at se godt ud, så alle kunne se at sådan som hun er i filmen, gammel og gråhåret, er hun bestemt ikke i virkeligheden. Gennem hele interviewet er Maura inde i en slags magtkamp med den yngre og smukkere Cruz, som Cruz på sin side bøjer så godt af fra hun kan. Hun går endda så vidt som at fedte for Maura, "den store zen mester". Det er en hel del som at se Ghita Nørby dominere sine yngre medaktricer herhjemme.
Der stilles en del rundespørgsmål, men på komisk vis springes den beskedne Lola Duenas hele tiden over når der skal svares! Det er ligemeget hvilken kjole hun havde på, hvad hendes yndlingscene var osv. Helt komisk bliver det da Almodovar vil komme med en særlig ros til hende og Blanca Portillo for deres fine spil: "I har jo mest spillet teater, og jeg var særlig imponeret af hvordan I" - Lola får afbrudt ham: "Jeg laver næsten kun film. Jeg har ikke stået på scenen i 12 år.", instruktøren fortsætter uanfægtet "Jeg var særlig imponeret af hvordan du, Blanca, formåede..."
Yohana Cobo behandles høfligt som et barn, der taler med, men hun er ikke rigtig med i magtkampen. Blanca Portillo har sin egen power og får den respekt hun vil have for den, men har ikke så meget brug for den. Men hele tiden kredser samtalen tilbage til Mauras egen divafortid og åbenlyse misundelse på Almodovars nye diva, Penelope Cruz.