De er allesammen dopede, ingen har taget ham i noget, og alligevel er det hans ligeså dopede kollega A.C. (udelukket sidste år pga Operacion Puerto), der med lidt held erklæres vinder.
De er nødt til at finde på en anden måde at se på doping på, hvis de vil redde cykelsporten. Når Brian Holm siger "den reneste sport længe" og Brian Mikkelsen taler om mere politi i dopingsager, så taler de begge mod fornuften: Når selv dårligt betalte hjælperyttere er grundigt dopede, så er det et godt bud at de værdifulde ryttere også er performanceoptimerede. Der er ingen som helst anledning til at tro andet end at de allesammen er dopede endnu. Løbet er jo heller ikke blevet langsommere siden de store EPO-år. Brian Mikkelsen glemmer at vi befinder os i underholdningsindustrien og at cykelsport er noget kommercielt værdifuldt, men ikke noget vigtigt. Det giver ingen mening at lovgive om det som om det havde en samfundseffekt, der rimelig gjorde politisk indblanding.
De skulle lave alle de reglementer de finder nødvendige, straffe dem der ikke kan overholde reglerne - og så betragte doping som en del af hverdagen. Om Michael Rasmussen så havde fucket op i sit dopingprogram og røg ud på en teknikalitet alligevel, så kunne man dog i det mindste sige at han havde fået en fair behandling. Istedet for nu, hvor en fuldt dopet rytter vil vinde alene fordi han var heldig at der ikke startede en heksejagt mod ham.