Jeg kom til at overskrive denneher post med en anden tekste ved et uheld for nogen dage siden, men fandt den heldigvis i en cache
Jeg har lige dele ondt af Torben Sangild og af Søren Schauser efter at have læst den ene og den anden. Af Torben Sangild fordi spørgsmålet melder sig: Hvad er det vanskelige eller problematisk ved at
* Byde stilheden velkommen med en klapsalve
* Tie stille så man selv og de andre bedre kan høre musikken
* Takke for gode oplevelser med applaus
Hvorfor klappe hvis det ikke var godt? Af høflighed i et øjeblik, for ens egen skyld nogen gange (billetten var jo dyr) og hvis ikke det er nok, så lad dog være .
Jeg har ondt af Søren Schauser fordi han er så optaget af det hovski-snovski og vanskelige ved musikken at han ikke vil være ved at den er sanselig og opleves med kroppen.
For mig er Torbens tale om sanselighed og æstetisk erfaring en slags fremmedord. For nylig talte jeg med en af vores unge pianistinder, der samtidig er kæreste med et rytmisk musiker. "Ved du hvad, Søren" sagde hun. "Når jeg gerne vil fortælle ham hvordan klassisk musik lyder fedt – så kan jeg slet ikke finde ud af det!" Og jeg kunne kun svare "Ved du hvad, Marie: Det er fordi klassisk musik næsten aldrig lyder fedt". Nej. Klassisk musik er et sæt af koder, der kun kan fattes af folk med ordbogen i orden.Holy crap. Og den mands anmeldelser skal man tage alvorligt? Det er heldigvis noget galopperende vrøvl, men hvis det er sådan en samtale Sangild er modpart i, så forstår jeg bedre hans ellers ret planløse kritik fra foråret. Når jeg går glad fra salen er det fordi musikken har lydt fantastisk. Nogen gange stiller den krav, man skal være inde i sagerne for at kunne følge med og nyde turen, men... sådan er også grafitti, TV, Aqua, actionfilm og computerspil - det har ikke noget at gøre med at det er fint. Og gu' fanden betyder det ikke at "det handler om koder". Koderne er med i spillet, ligesom når hjerte rimer på smerte, men de er ligegyldige i det omfang de ikke bliver udtrykt i oplevelsen.
Tidens stil består efter min opfattelse (og oplevelse) af en kombination af en høj respekt for materialet, som det ligger og er skrevet, og for publikum, der jo også skal have en oplevelse. Æstetisk ytrer det sig ofte, f.eks. hos Thomas Dausgaard, i en nøgen stil, hvor der spilles uden sovs og vibrato, men samtidig fantastisk medlevende. Det giver virkelig nogen store, lette, farverige oplevelser når det virker.
Du behøver skam ikke at have ondt af mig, men jeg forstår til gengæld ikke hvad problemet er ved at skrive om koncertvaner og endda stille spørgsmålstegn ved dem?
Jeg siger jo ikke at man ikke må klappe, jeg siger heller ikke at man ikke skal være stille - hvis du nu havde læst mit indlæg ville du have opfanget at jeg selv tyssede på to bagved som snakkede under koncerten.
Jeg siger bare at man bør overveje om alle vanerne altid er det mest hensigtsmæssige, og jeg forstår ikke at det kan provokere dig sådan. Føler du dig utryg ved at der bliver sat ord på konventionerne?
Jeg har jo ikke svaret på hvordan det skal være, men jeg har oplevet andre former der fungerede bedre. Der var både klapsalver (efter koncerten) og lydhørhed, men man sad bekevemt og kunne bevæge sig rundt. Det er da ikke noget at være bange for. Eller at blive provokeret over.
Posted by: Torben Sangild on July 22, 2007 1:22 PMDu behøver skam ikke at have ondt af mig, men jeg forstår til gengæld ikke hvad problemet er ved at skrive om koncertvaner og endda stille spørgsmålstegn ved dem?
Jeg siger jo ikke at man ikke må klappe, jeg siger heller ikke at man ikke skal være stille - hvis du nu havde læst mit indlæg ville du have opfanget at jeg selv tyssede på to bagved som snakkede under koncerten.
Jeg siger bare at man bør overveje om alle vanerne altid er det mest hensigtsmæssige, og jeg forstår ikke at det kan provokere dig sådan. Føler du dig utryg ved at der bliver sat ord på konventionerne?
Jeg har jo ikke svaret på hvordan det skal være, men jeg har oplevet andre former der fungerede bedre. Der var både klapsalver (efter koncerten) og lydhørhed, men man sad bekevemt og kunne bevæge sig rundt. Det er da ikke noget at være bange for. Eller at blive provokeret over.
Posted by: Torben Sangild on July 22, 2007 1:22 PMDu misforstår helt min forundring: Det handler ikke om stivnede vaner. Jeg er endda i tvivl om de vaner du sætter til debat findes i virkeligheden. Det handler om at dine indvendinger er flade og ligegyldige, efter min mening. Det du siger er så absurd ukontroversielt at det knap nok er værd at skrive ned - og det undrer mig at du vil hænge så meget betydning, om f.eks. den klassiske musiks selvforståelse på den slags almindeligheder.
Men...min undren over det falmer i denne sammenhæng helt stillet i forbindelse med Schausers absurde indlæg i debatten om den klassiske musiks selvforståelse og/eller betydning.
Jeg har ikke skrevet et indlæg for at være kontroversiel, og grunden til at skrive det ned er at gøre opmærksom på vanens magt - i al stilfærdighed. Jeg beskriver en koncertoplevelse og kommer med nogle strøtanker om koncertvaner i den anledning. De bygger på et oplæg jeg blev hyret til at holde på årets Spor-festival.
De handler om hvordan man navigerer i et felt hvor grænserne mellem institutionerne brydes op, og hvor det viser sig at helt upåfaldende vanemæssige koncventioner støder sammen. Det skal du være velkommen til at finde uinteressant, men ligefrem absurd?
Posted by: Torben Sangild on July 26, 2007 1:21 PMFair nok - men hvis du ikke synes du siger noget skarpt ved at blive ved med at snakke om koncertformen, så har jeg svært ved at sætte mig ind i at du gør det så meget. I ovenfor linkede indlæg og tidligere på din egen blog med et efter min mening ret forfejlet indlæg om hvorfor man overhovedet går til koncert.
I den konkrete forbindelse er min indvending den, at det du skriver taler imod noget jeg mener mest er en karikatur af den klassiske koncertoplevelse. En karikatur, der ikke lever særlig mange steder, men som Søren Schauser så lykkedes med at personificere - godt gået, egentlig.
Posted by: Claus Dahl on July 26, 2007 1:38 PMJeg gør det ikke særlig meget. Jeg har gjort det på min blog (som researchoplæg og spørgsmål) og i 3mandsudvalget (på opfordring), og har ikke tænkt mig at forfølge det yderligere.
Men jeg mener nu ikke det er en karikatur; jeg beskriver præcis hvad jeg oplever. Og ønsker mig at der oftere prøves noget andet. At man kan sidde bedre, bevæge sig, drikke. Når musikken eksperimenterer er det oplagt at koncertformen også kunne gøre det. Det er ikke noget at have ondt af.
Posted by: Torben Sangild on July 26, 2007 7:13 PM