Det er slående, at man kan finde masser af eksempler på store kreatører, som har været så optagede af deres opdagelser, at de samtidig var blinde for anvendelsen. Ernest Rutherford, som var den første der splittede et atom sagde, at 'energien i at splitte atomer er for ringe til at blive udnyttet til noget'. Bill Gates sagde at folk aldrig ville få brug for mere end en 64K-computer. HC Ørsted så heller ikke husholdningsmaskiner for sit indre øje, da han opdagede elektromagnetismen.

Jeg tror simpelthen at det er en særlig form for tunnelsyn at være optaget af noget. Og at anvendelsesorienteringen skal ske et andet sted end hos opdageren. Endnu et varmt argument for at kreativitet, der bliver til noget nyttigt, er en social foreteelse, der inkluderer forskellige kompetencer og synsvinkler.

Jeg er helt enig. Det er en frygtelig modproduktiv idé at bede folk huske på alt mulig andet hvis man også vil have dem til at fordybe sig i noget, der kan blive vigtigt senere.
Ledelse af specialister handler tit og ofte om at skabe miljøer, hvor der kun er højt specialiserede bekymringer tilbage.

I offline comments til radioprogrammet har jeg også fået nogen udemærkede kommentarer ind, som lige præcis handler om det her. Det er i videnskabernes natur at være helt ligeglade med alt andet end deres egen faglighed. Det er ikke et problem ved videnskaberne at de er det. Det er derfor de kan lade sig gøre. Hvis videnskab er vigtigt for samfundet (det er det), så er det samfundet, der har et problem, når man ikke kan fatte interesse for disseher øer hvor man tager fri fra alle mulige menneskelige hverdagshensyn.

Nja, jeg er ikke enig i, at videnskaberne bare skal passe deres egne interesser. Der er nemlig sket det (ca siden Niels Bohr), at hvor videnskab tidligere var en del af det oplysningstidsprojekt, som skulle sætte mennesket i centrum og skabe sammenhæng, så er vi nu i en tid, hvor videnskaben sætter viden i centrum. Altså gør selvreferencen til vigtigere end at skabe sammenhæng mellem mennesket, dets omgivelser og de mange måder at vide noget på. I jagten på at skabe sikker viden inden for stadig mindre områder, har vi mistet videnskabens evne til at skabe sammenhænge og dens samfundsmæssige engagement. Det er et meget stort tab, synes jeg.

Dele af det du siger er rigtigt, men ikke nødvendigvis i forbindelse med naturvidenskaberne, som primært var dem jeg sigtede til - selvom videnskaber selvfølgelig er en bredere størrelse end det. (og her er jeg på linje med det du siger, som det vist er klart fra en lang række tidligere posts om det hyperkomplekse samfund og fragmentsamfund og hvad jeg ellers får kaldt det).

Naturvidenskabernes erkendelsesmæssige status er hverken truet eller udfordret af fragmenternes tidsalder. Kvaliteten af de naturvidenskabelige udsagn er ikke blevet relativeret og den verden naturvidenskaberne snakker om er præcis den samme Euklid og Aristoteles kiggede på dengang de undrede sig før vi begyndte at gøre det.
Det er rigtigt at naturvidenskaberne har oplevet en indholdseksplosion, der helt har afskaffet enhver ide om et overblik - men lidt afhængig af hvor meget man vil have ind under hatten naturvidenskab, så skete det allerede for flere hundrede år siden.
Så kan man diskutere om de forbehold, der ikke eksisterer på erkendelsesmæssigt grundlag, så alligevel er rimelige, bare baseret på et økonomisk argument "vi kan jo ikke studere det hele" - og så kommer nytte og samfundsrelevans ind som eksterne vurderinger, der hjælper os med at vælge retning. Men det er så økonomiske betragtninger, der helt eksplict er *eksterne* til videnskaberne selv. De kan muligvis begrunde bevillingerne, men de er - og det var min pointe - unyttige internt i videnskaberne, som en logik til at drive udviklingen.