Når Bush er ude af Det Hvide Hus og der ikke længere er nogen klar realpolitisk grund til at stikke noget under stolen, så vil man igen komme til at tænke på kontrasten mellem den debat der var før Irakkrigen og det der skete bagefter. Før Irak-krigen var der for det første masser af udsagn om at der ikke var nogen masseødelæggelsesvåben at begrunde krigen på. Den bagefter konstruerede historie om en efterretningsfadæse er den tykkeste vits. Der var fantastisk tydeligt på retorikken at argumentationen var anstrengt. Bare det banale forhold at det tog så forbandet lang tid at præsentere de dårlige kilder man havde, selvom modstanden mod krigen var så stærk var en solid advarselslampe. Der var ingen tvivl om at USA vred armen om på sine allierede. Det blev ikke pænere at at Gerhard Schröder og Chirac havde indenrigspolitisk anvendelse for antiamerikanisme, men armvridningen var tydelig.
Og alligevel blev den fortsat herhjemme af harmdirrende borgelige, der med de for tiden typiske kaskader af sideargumenter mente at det ville være fuldstændig vanvittigt, nærmest moralsk uacceptabelt, og under alle omstændigheder et udtryk for realpolitisk naivitet, ikke at gribe ind mod Saddam. I rollen husker man bl.a. Jens Christian Grøndahl. Som i dagens udgave af Politiken siger "Det var en fejl".