Den foregående post roser Jørgen I. Jensen for hans evne til at finde gode rædsler fra coachinglitteraturen. Her kommer et eksempel, der berører en diskussion vi havde ovre hos Claus Buhl for lidt siden. Citatet, i al sin rædsel, er her
En af de måder små børn leger på, er ved at efterligne deres forældre. Som børn og teenagere var vi dygtige til at efterligne vores yndlingspopstjerne, -filmstjerne, -sportsstjerne eller tegneseriehelt. Desværre har mange af os glemt denne færdihed hen ad vejen. Alle succesrige mennesker har haft et idol eller taget en berømt person som deres forbillede. De kopierede simpelthen deres overbevisninger, strategier og målsætninger. Dette var udgangspunktet for deres succes. Mennesker med succes læser i højere grad end andre biografier og selvbiografier af berømte mennesker, fordi de gerne vil lære af andre og efterligne deres handlinger. Denne evne ejer vi alle, men mange tænker ikke på at bruge den.Bvadr! Så tæt på og dog så langt fra.
Som vi også snakkede om ovre hos Buhl er mange af de store dybt bevidste om den tradition de kommer ud af, men det er jo ikke målet. Det er begyndelsen. Målet er overskridelsen - at komme forbi traditionen. Og i den forstand er det slet ikke noget mål. Det er bare en nødvendig hurdle for at kunne komme til at skabe i fred. At blive fri af den samme tradition.
Man kan læse det hos Bob Dylan i Chronicles, eller man kan tage det fra en af mine andre helte, Ernest Hemingway. Han er sjov lige i denne sammenhæng fordi han har skrevet noget der ligner et forekko at rædslen ovenfor - hos Hemingway bare med en lidt anden konklusion. (I citatet er Hemingway D.U. - Deres Udsendte, det er et fragment fra en række fiktive interviews med sig selv, Hemingway skrev med en ung usikker mand, Mus, som interviewer
Mus: Hvilke bøger bør en forfatter læse?
D.U: Han bør læse alt som er skrevet,så han ved hvad han skal overgå
Mus: Han kan ikke læse alt som er skrevet
D.U.: Det siger jeg heller ikke, at han kan. Jeg siger bare, at han burde. Naturligvis er det umuligt for ham.
Mus: Men hvilke bøger er så absolut nødvendige at læse?
D.U.:Han bør have læst Krig og Fred og Anna Karenina af Tolstoy, Midshipman Easy, Frank Mildmay og Peter Simple af Kaptajn Marryat,
Madame Bovary og L'Education Sentimentale af Flaubert, Buddenbrook af Thomas Mann, Joyces Dublinfortællinger, Portræt af kunstneren som ungt menneske og Ulysses, Tom Jones og Joseph Andrews af Fielding, Rødt og Sort og Hoffet i Parma af Stendhal, Brødrene Karamazov og mindst to andre bøger af Dostojevskij, Huckleberry Finn af Mark Twain, The Open Boat og The Blue Hotel af Stephen Crane, Goddag og Farvel af George Moore, Yeats' selvbiografier, alle de gode noveller af Maupassant, alt det gode Kipling, alle Turgenevs værker, Far Away and Long Ago af W.E. Hudson, Henry James' noveller navnlig Madame de Mauves og Skruen Strammes, En Kvindes Portræt, The American...
Mus: Jeg kan ikke skrive dem ned i det tempo. Hvor mange flere er der?
D.U.:Jeg kan give dig resten en anden dag. Der er cirka tre gange så mange.
Mus: Og en forfatter bør have læst alle dem?
D.U.: I hvert fald dem, ja, og mange flere. Ellers ved han ikke hvad det er han skal overgå.
Mus: Hvad mener du med overgå?
D.U.:Hør nu her, der er ingen grund til at skrive noget, som er blevet skrevet før, medmindre man kan gøre det bedre. En forfatter i vor tid, bør skrive noget, der ikke er blevet skrevet før, eller han må overgå det, som de døde mænd har skrevet. Den eneste måde, som han kan konkurrere med de døde mænd på, er at...
Mus: Men at læse alle de store forfattere kan tage modet fra én.
D.U.: Hvis det kan det, så bør det tage modet fra én.
(Jeg er i gang i øvrigt. Dostojevskij er done, Mann er done, Flaubert er done, Twain er done, Maupassant er done, Stendhal (Rødt og Sort), Joyce (Ulysses), Turgenev (Fædre og Sønner - og lidt noveller), Kipling (historier, men få), Tolstoy (Krig og Fred) er halvgjort og resten har jeg til gode.)
Det er spændende sager, forholdet mellem imitation og nye kreative udtryk. Jeg spekulerer pt om der er disse fire lag i det: At man går fra viden til viden om viden til kreativ overgåelse til kulturel konsolidering. Fx sådan her:
(1) Den personlige genkendelse. At man ved at imitere andre, som Dylan gjorde gennem mange år, finder ud af, hvor ens rette element ligger. At man får virtuelle venner i traditionens døde. Og at man lærer, hvor sprækkerne er, hvor man selv kan gøre en forskel.
(2) Udviklingen. At man ved at mestre domænet også finder hen der, hvor det kan overskrides. Hvor det bliver større ved at man sætter strøm til guitaren, fx. Eller synger om ens egne oplevelser, ikke bare andres.
(3) Diversiteten. At der i overskridelsen af det oprindelige domæne åbnes op for en meta-overskridelseslicens. At man går fra el-guitar til hvorfor-ikke-også-el-violin til hvorfor-ikke-også-el-irsk-inspiration til hvorfor-ikke-også-reggaerytmer etc.
(4) Kulturen. Og at man i det nyvundne domæne begynder at hegne ny værdier, adfærdsformer, udtryk ind gennem repetition og ved at man selv nu bliver imiteret, så det får et over-personligt udtryk. Bliver til kultur.
Et udemærket katalog.
Traditionen er ihvertfald en indlysende forudsætning for overskridelsen. Man kan jo ikke overskride grænser, der ikke er der. Og overskridelsens anvendelighed til individuation er lige så indlysende, og i øvrigt dybt plantet i kulturens historiske selvforståelse.
Kulturhistorie læst som en kæde af overskridelser er ihvertfald frygtelig almindelig, mest karakteristisk måske i kompositionsmusikkens historie som nærmest altid fortælles som en lang kæde af overskridelser.