Værdi- og biografisamfundet

Forleden uge var der i Weekendavisen et godt (og langt) interview med Jørgen I. Jensen - utrolig vidende og venlig teolog - om det moderne menneske, netværkssamfundet og all that jazz.
Det vil sige: Jørgen I. Jensen karakteriserede det faktisk ikke på den måde, men det var det han snakkede om. I sin nye - utroligt velskrevne - bog har han nemlig tilføjet en fantastisk god karakterisering af dette samfund som et biografisamfund. Livet leves i bizar fremtidsdatid - det drejer sig ikke om at leve det, men om at have en selvbiografi man kan stå inde for bagefter. Derfor coacher man, karrieplanlægger man, selvforstår man og så videre. Det sker for individdet, der på den måde pensler sit indre udenpå - og det sker i organisationerne, virksomhederne, der, nu hvor det er blevet noget ydre, kan gøre det samme og menneskeliggøre sig og få værdier og etik og mål og missioner.
- Den svada var gefundenes fressen for mig i lyset af min afgrundsdybe væmmelse ved overfladiske værdisystemer, så jeg købte bogen ligeså snart jeg havde læst interviewet. Det er virkelig god læsning.

Det særligt gode ved Jørgen I. Jensens bog er hans klare sprog og hans sikre greb for at udpege sproglige eksempler på den rædsel han snakker om. Det er for begrebet biografisamfund og disse evner jeg har nydt og anbefaler bogen. Jørgen I. Jensen har så en teologisk ramme at sætte kritikken af dette samfund op i. Til en vis grad er det protestantismens ABC, den form for kritik Søren Ulrik Thomsen også nævner som omtalt her, og så er der nogen mere specifikke pointer, som jeg ikke ved hvad jeg skal stille op med og ikke lige for nærværende har nogen brug for.
Jeg mener nu nok selv at Jørgen I. Jensen går glip af noget i sit forsøg på at karakterisere biografisamfundet, fordi han ikke har netværkssamfundet på nethinden.
Han beskriver udvendigheden som en tilbagevenden til et middelalderligt værdisystem, men jeg vil nu mene det er fordi han ikke, med den model han bruger, ser det der i virkeligheden foregår. Som kortfattet udskåret her, har Lars Qvortrup beskrevet en idé om et fundamentalt samfundsskift fra et individsamfund til et netværkssamfund. I den overgang oplever vi et tab af forklaring, fordi vi ikke længere per definition er legitimiteten, men må leve med at legitimiteten er blevet flygtig og fragmenteret. Stillet overfor den vanskelighed er den eksplicitte selvforklaring, biografien, et indlysende selvforsvar: Ved at karrieplanlægge og coache os selv indskriver vi os i forklaringerne rundt om os og får kontakt til meningen igen. Virksomhedernes værdiregnsskaber fungerer efter samme recept: I overgangen fra individsamfundet til netværkssamfundet har vi set mængder af etiske og holdningsmæssige karakteriseringer gå fra at være deskriptive til at være normative, altså fra beskrivelser til regelsæt. Den normdannelse giver nu virksomhederne adgang til værdisættene: De melder sig ind i forståelsesrammen ved at efterleve reglerne.
Qvortrup synes vist at det er helt fint - et nødvendigt svar på den stigende omverdenskompleksitet - selv stiller jeg mig tvivlende overfor lige præcis den rute fra deskriptiv til normativ, det slår mig som udvendig. Jeg er virkelig i tvivl om hvilken kompleksitet det er man faktisk besejrer her - om man ikke bare skaber den kompleksitet man så bagefter har en løsning på.

Der findes iøvrigt andre svar end biografien og normdannelsen.

For nogen år siden skrev filosoffen David Favrholdt en bog om kunst. Indholdet i den var et opgør med kunstinstitutionens selvopfattelse. Favrholdt forsøgte at få styr på det evigt unge spørgsmål "Skal det være kunst?" ved at angive nogen regler, et pointsystem, en norm, for hvad kunst, navnlig hvad god kunst er. Bogen blev jævnt hen grinet ud, og det blev den af en meget enkel grund: Kunstinstitutionen har valgt en helt anden måde at håndtere legitimitet på. I stedet for at lave en kunstnorm, så siger man som jeg nævner her at en kunstner er en der har modet til at kalde det han/hun laver for kunst - altså simpelthen en der lykkes med at melde sit værk ind i kunstinstitutionen. Hvordan gør man det? Ved at få det på galleri eller museum. Kunsten har valgt en rent social forståelsesramme. Det der er kunst er hvad som helst bare transmissionen af det ind i kunstinstitutionen lykkes. Hvis det lyder helt bizart som elastik i metermål, så kan man jo tænke nogle minutter på hvordan selve sproget virker.

Et tredie og et fjerde svar kan vi også lige tage med for komplethedens skyld.

Det tredie er det Jørgen I. Jensen mener at have set med biografisamfundet: Den udvendige totale forklaringsramme. Det er nyfundamentalismen, miljøfundamentalismen, enhver -isme der hældes på alt som forklaringsramme og dominant værdisystem

Og endelig er der den fjerde metode, som jeg i mangel af bedre beskrivelse vil kalde Peter Høeg metoden: Denne metode består i en trodsig insisteren på individet som forklaringsramme. For at det skal lykkes konstrueres en stærk indreverden der, som indreverden, unddrager sig observation og dermed kritik. Ud af denne indreverden hiver man så en uudgrundelig dybmening der trumfer alle de andre betydninger, hentet som den er i sjælens dyb. Som betydningsstrategi er den nem at forstå, men den er til gengæld helt umulig for os andre at mene noget om - og det er netop det særlig fine ved den. Andre potentielle eksempler på denne model er allehånde krystal-, aura- og andre healingmetoder (som jeg ihvertfald tangentielt har beskrevet her).

Jeg er sikker på der er flere endnu, og jeg er på jagt efter dem. Når jeg kigger på dem jeg har fundet eksempler på har jeg svært ved at lade være med at tegne et banalt kommunikationsdiagram som muligvis har noget med semiotik at gøre, men det ved jeg endnu for lidt om til at kunne sige med sikkerhed. Tegningen ser sådan her ud

Afsender => (kode) => Modtager

Det er sådan vi meddeler hinanden betydninger. A fortæller B noget i en eller anden kode. De forskellige betydningsstrategier ovenfor orienterer sig forskelligt i diagrammet. Den normative strategi hiver selve koden ud som det centrale i betydningen. Kunsten, med institutionen som det centrale vælger at budskabets modtager afgør om det var et budskab overhovedet. Peter Høeg strategien insisterer på at kun afsenderen kan vide om han har sagt noget. Fundamentalismen er en slags supernormering af koden, der nægter at være ved at ting der ikke er i koden overhovedet kan have budskabskarakter.

Posted by Claus at March 13, 2007 04:57 AM | TrackBack (0)