Ungdomshusbrugernes parodi på en samfundopfattelse udvikler sig mere og mere absurd. Huset skal være en gave fra det offentlige - men uden offentlig indsigt i driften. Det skal altså drives som om det var et privat foretagende - men det må bare ikke være et privat foretagende. Pengene må ikke komme fra nogen, der gerne vil give dem. Det skal komme fra nogen, der ikke vil give dem. Hvis ikke man vidste at det bare var trodsig dumhed, etableret for at man kan være sikker på at tabe og dermed på at bevare retten til at slås, så ville man tro det var en sfinx-agtig prøvelse af alle andres tålmodighed.
Hvis vi lige skal perspektivere på tidens behov for et ungdomshus så vil jeg lige hive et citat frem fra en gallerist, jeg bragte for et par uger siden. Galleristen, Johan Ebbesen, forklarede hvorfor han flyttede ind i et helt umuligt kvarter lang pokker i vold langt ude på Amager (sådan fra en kunstsnobbet betragtning lang pokker i vold langt væk ihvertfald): "Jeg havde overvejet Valby, men jeg synes ikke, vi var modne nok til det. Det er jo meget professionelt derude." Altså: Det var vigtigt for Ebbesen at hans kunstnere var i opposition til det Valby der er i opposition til det Islands Brygge der er i opposition til det Vesterbro/Nørrebro der er i opposition til indre by. Den frihed han får af de mange oppositioner - og ved at ligge et billigt sted lang pokker i vold var det hele værd for ham.
Der er to informationer i de oplysninger: For det første: Der er allerede så helt ufatteligt mange positioner og så helt utrolig meget fokus alle steder fra på ikke at være en del af en etableret mainstream at Ungerens påstand om at den er det endegyldige standpunkt udenfor bliver helt idiotisk. For det andet: Real punks rykker sgu da væk for at energien ikke skal gå tabt i at gå i et med de andre.