Altså, jeg ville jo læne mig op af en iagttagelse af 'genrer', og at de kan få midlertidige fortolkningsmonopoler, som fx hvordan sporten kan kolonialisere alle emner, så de kommer til at handle om dem-os, vinde-tabe, ude-hjemme, skifte ud på holdet etc. Læs Thomas Larsens politiske kommentarer som exempel.

Men jeg kan også anbefale to forskellige bøger: Metaphors we live by af George Lakoff og Mark Johnson, som er et kognitions-sprogvidenskabeligt bud på hvordan tænkning, oplevelser og kommunikation organiserer sig i dikotomier (op-ned, fedt-tyndt, etc). Og Christian Kochs fantastiske analyse af det gamle tv-program Bytinget. Den viser, hvilke typer af argumenter, der faktisk vinder, når der er tale om rigtige diskussioner. Og ikke bare genremæssige forhold i en offentlighed, som ikke diskuterer for at blive overbevist om det bedste argument, men for at indtage en position.

Bytinget - godt tip. Det er lidt noget andet end Lakoff og Johnson jeg har brug for, sådan som jeg har forstået dens indhold, ihvertfald.
Det er let nok at sætte sig ind i de billeder der bliver brugt når polariseringen er en realitet.
Det jeg lidt var på udkig efter er dynamikken der producerer den. Det er let at forstå når situationer som muhammedkrisen eller Ungeren eskalerer til vold, så melder den metaforik sig naturligt og så er man kombatant.

Men Apple, eller Second Life eller andre ting, der er så langt fra kamp som man kan komme - det er som om disseher samtalefelter bliver større end samtalesituationen. Sådan at samtalen ikke rigtig kan komme til at handle om dem - men kun for eller imod.
Måske er det forskellen på at være nede i tingenes indre-verden, helt afhængig af den ramme tingen sætter (altså for rammen), eller afskåret fra den samtale (og derfor imod).
Samtale mellem forståen og udenforståen (smart ikke?) kan ikke rigtig finde sted.