Den fabelagtige sæson Radiosymfoniorkestret er i gang med tog en runde mere i går aftes. Før koncerten kunne man i det fjerne se mandskabsvogn efter mandsskabsvogn rulle via Åboulevarden op i Blågårdsgade, ligesom man kunne høre nogen gevaldige kanonslag blive skudt af.
Indenfor var lyden anderledes. Hvis man man gerne vil hurtigt rundt i det klassiske repertoire så kan jeg på det varmeste anbefale at tune ind på P2 på søndag til reprisen. Vi fik fint udspændt de sidste 130 års repertoire eller noget i den stil: Først moderne og raffineret i Correspondances af Dutilleux - musik uropført for kun 4 år siden, skrevet af en på det tidspunkt 86 årig franskmand med fuld kontrol over moderne klangvirkninger (som ofte, også her, er noget med masser af vekselvirkninger mellem forskellige sektioner i orkestret, mere nøgent end i gamle dage og med masser af træblæs og percussion - vi havde også fornøjelsen af både harpe, klokkespil og harmonika). Dernæst let, klassisk og elegant Saint Saens cellokoncert nr 1, med 24 årigt koreansk wunderkind. Det lød legende let, og det skal det vist også. En særlig fornøjelse var det at se solisten orientere sig, ikke mod dirigenten som man plejer, men mod koncertmesteren og dennes partiturmakker i violinerne som om de spillede kammermusik. Normalt tager musikerne i orkestret ikke del i applausen. Hvis solisten er god klapper violerne med buen på partituret, sådan ved 2-3 fremkaldelse - her sad de simpelthen og klappede med, ligeså snart de var færdige med at spille.
Det ekstra-fine ved koncerten var at man fik alle temperamenter med. Før pausen havde vi haft det moderne, undersøgende og det elegant, klassik delikate - begge dele fransk. Efter pausen skiftede stemningen fuldstændig, til tysk selvbetydelighed for fuldt udtræk i Richard Strauss' Ein Heldenleben. Orkestret var her udvidet til det maksimalt muligt med dobbelt op af alle blæsere, fuld percussiongruppe med alt tænkeligt isenkram og to harper som den sidste orkestrale overgas. Og så gik den ellers over stok og sten i alle mulige tyske temperamenter, herunder total, blank orkestersuppe. Fabelhaft.
Der er masser af andre temperamenter derude, men som en slags katalog over mulighederne i de sidste 130 års musik så er det nu ret godt klaret, pakket ned i én koncert, så stil ind på P2 på søndag kl 10 hvis du er til den slags.