...altså viljen til at være et stakkels bestsælgende, filmatiseret offe,r blev vist fint frem i Berlingske forleden af Hanne Vibeke Holst i en lang, men overfladisk, artikel, der handlede om hvor synd det var for kvindelige forfattere at de af og til bliver anmeldt af mænd.
Herefter udstillede Hanne Vibeke Holst hvorfor det ikke giver nogen mening at læse hendes bøger - de er jo politiske og samfundsdebatterende så det skal forfatteren jo helst selv kunne med en eller anden indsigt. Istedet for at demonstrere nogen indsigt skyder Holst mandlige anmeldere over en kam de mest absurde ting i skoene - og på ægte 70er-manér fik kvinder, der på trods af den påståede mandlige dominans er anerkendte, at vide at de kun er anerkendte fordi de har spillet fallit som kvinder. De er "Bukdahls piger" - altså sådan ca. en slags ordludere. Sikke en svada.
Senere i artiklen mindede Elisabeth Møller Jensen os om sin egen pinlige indsats under den store Jørgen Leth debat og bebrejdede resten af anmelderkorpset at de tillod sig at tage stilling til Leths bog i stedet for at diskutere hvor stort et svin han var og hvilken form for cancer han bedst døde af. Og så er hun ovenikøbet fuld af løgn. Politiken var da med på korstoget med en pinlig leder om "liderbassen Leth" - skrevet såvidt jeg er orienteret af en mand. Sørme om ikke også Jens Andersen i Berlingeren efterlyste etikeren Leth. Men mindre end ønsker om cancerdød kan måske ikke gøre det.

Den mere faglige nedrakning af Holsts og Møller Jensens absurde påstande foregår udemærket hos Tue Andersen Nexø, der med det samme lukker debatten ved at pege på den hær at absolut anerkendte velanmeldte kvindelige forfattere samtiden byder på. Hanne Vibeke Holst må ærlig talt være sur i fred over ikke at være en af dem.