Jeg skal lige have et par referencer til de seneste par udgiver af Weekendavisen ud af hovedet. I den kurante udgave af avisen kan man dels, apropos en nylig meningsudveksling, nyde Bent Jensens rasende modangreb på spredte anklager i mod ham i historien om PETs materiale om Jørgen Dragsdahl. I sagens materie er man nødt til at holde med Jensen. Det virker bizart med dansk hemmelighedskræmmeri når nu modstanderen er forsvundet og arkiverne åbnet i øst. Hvad angår meningsudvekslingen (i bogsektionen) er det simpelthen umuligt at ankomme midt i et skænderi. Mest hjerteskærende er Jensens modangreb mod en kritik fra Niels Barfoed. Det bekommer ikke Jensen at kritikken mod ham kommmer fra borgerligt hold også - og han går ind i en bagudskuende motivjagt hvor Barfoed hævner sig på en lidt forbeholden anmeldelse Jensen i sin tid lavede af en af Barfoeds bøger. Det er personligt og hjerteskærende - og umuligt som udenforstående at mene noget om.
Næste punkt er det overraskende, som jeg imidlertid tror skal tages så meget for pålydende som man nu kan med Lars Bukdahl, hvor han dyrker Thomas Helmigs seneste dansksprogede LP som lyrik. Det står på den humoristiske plads på bagsiden, så det er næppe en opfordring til bogudgivelse, men jeg tror da at Bukdahl faktisk synes Støvregn funkede. Og han har ret i at linjen "Farvel mit livs..." er et særligt godt touch.
Så var der ugen før et godt interview med Anders Fogh-Jensen om "Projektsamfundet". Det er lidt svært at se om Fogh-Jensen muligvis sidder lidt fast i en universitær kulturpessimisme, men emnet er interessant og forbundet med mit hobbyprojekt om at blive ved med at drømme det hyperkomplekse samfund ind alle mulige steder. Jeg er meget glad for en nye term jeg er begyndt at bruge for det, nemlig fragmenternes tidsalder. Jeg kan bedre lide det end "projektsamfundet" fordi det peger på den kultur der kommer ud af det, mere end på nogen værdidomme over den måde vi agerer på. Det betyder dels at man snakker om noget meget synligt, og dels at man lader folk have deres egen lykke i fred - begge dele afgjorte kvaliteter i mit verdensbillede.
Posted by Claus at February 14, 2007 03:57 PM | TrackBack (0)Virkeligt godt koncept 'fragmenternes tidsalder'. Den britiske brandingtænker John Grant har en molekylemetafor: At succesfulde brands knopskyder som et molekyle, der vokser. Ipod, som er hans bedste eksempel, starter som mp3-afspiller, så foto-lagringsenhed, så alliance med U2, så (RED), så video-afspiller, så telefon. Ingen konsistens, men sammenhæng takket være den røde tråd, som en forfatter (Apple/Steve Jobs) kan give sit værk. Måske er det svaret på dit wiki-spørgsmål: At vi ikke forsvinder i fragmenter som i et værk, men at vi anerkender den sammenhæng en forfatter kan give på tværs af ytringer. Nogle gange er forfatteren den samme producent af fragmenter eller knopskydninger. Nogle gange er det os selv, der agerer som forfatter, når vi skaber mening mellem dem.
Posted by: Claus on February 14, 2007 8:38 PMDet kan gode være det er sådan det er.
At man på en ny måde er konstant medskaber. Fra at være en påstand om det læseren gør inde i sig selv - a la semiotik og åbent værk - er det nu konkret virkelighed. På den måde er det nye at grænsen mellem læserens indre proces som medskaber er blevet blandet med samfundet eksplicitte fysiskes frembringelse af kulturen.
Der er nogen virkelig gode science-fiction historier i det billede - hvordan kulturen eksplicit har fået adgang til vores indree tankeliv på en ny måde.
Jeg er stadig lidt i tvivl om distinktionen mellem det gamle og det nye er stor nok lige på det punkt her til at være den forskel jeg leder efter. For det var jo også sådan før. Det kan man selfølgelig bruge som en håbefuld pointe om at himlen faktisk ikke er ved at falde ned om ørerne på us - qua den moralske holdning til skiftet jeg snakker om ovre på wikien, så jeg vil lige tænke lidt mere over det.
Posted by: Claus on February 15, 2007 9:51 AMAngående brand-knopskydningen er Palms et godt eksempel. Teknologisk og funktionsmæssigt har de kunnet alt det som iPods er i gang med at kunne. Men de har aldrig været _cool_ og bliver det nok aldrig ( http://blog.genstart.dk/2007/02/14/de-findes-stadig/ ) - de startede alt for stort.
Posted by: cj on February 15, 2007 6:01 PMAltså - lige omkring det her med om brand extensions er eksempler på den form for medfortælling/viderefortælling jeg snakker om er jeg lidt i tvivl.
Eller rettere, jeg synes måske egentlig at brands hører til den gamle type fortælling og ikke den nye. Brandet bliver sådan en slags capsule storytelling man hælder på et stadig bredere udsnit af sin virkelighed for at melde den nye virkelighed ind i den gamle historie. På samme måde som en religion breder sig ud over mere og mere.
Det er ikke den nye stil, men den gamle.
Det interessante ved e.g. Youtube er jo at jeg ikke har brug for eller opsøger nogen som helst meningsgivende kontekst for det enkelte klip udover klippet selv. Youtube selv f.eks. fungerer på ingen måde som indholdsgarant. Forfatteren sætter jeg mig ikke ind i hvem er. Der er bare fragmentet, som en del af en samtale. Fragmentets autoritet er "hvordan jeg fandt det" - og ikke mere end det.