Nogen gange har man brug for en passende mængde adspredelse og støj for at koncentrere sig, og andre gange for at få elimineret forstyrrelserne. Et af de steder, der er på den sidste måde, er Radiohusets Koncertsal. Jeg har sammen med en god ven abonnement på torsdagskoncerterne. Det har den fordel at man får faste pladser. Det lyder som ligegyldig kundepleje designet til at tilfredsstille det gråhårede segment, der ikke kan lide forandringer, men det gør en helt konkret forskel på lytteoplevelsen. Jeg kan ikke redegøre for om vi er ude i overtroen her, eller ej, men her er hvordan jeg oplever det: For en eller to sæsoner siden skiftede vi fast plads fra højre side af salen til nogenlunde samme plads, bare i venstre side. Klangen bliver lige lidt anderledes, i venstre side hører man flere violiner fordi man sidder tættere på dem simpelthen. Det forandrede lydbillede gør det lige en smule sværere at orientere sig i musikken. Man forveksler let kunstenerisk hensigt og rummets klang - var det nu dirigentens idé om den rigtige klang man hørte, eller bare afstanden i meter til den nærmeste kontrabas?
Fidusen ved at høre det samme orkester i samme sal på samme sted er at alle de tilfældigheder, der er i hvordan man lige er tilstede med musikken, glider i baggrunden fordi de bliver en vane. På den måde kan kan koncentrere sig om det, der er specifikt til den musik man skal høre netop den aften.
Jeg kan huske en forvirrende koncert for et par sæsoner siden, hvor orkestret og optageteknikerne (i meget god tid, skulle det senere vise sig) øvede sig på den anderledes akustik, der vil komme i den nye koncertsal i DR Byen, ved at placere orkestret som var de publikum i et amfi-teater. Det fuckede fuldstændig mine forventninger om hvordan lyden kommer frem op og gjorde det virkelig uklart hvordan de egentlig spillede lige den aften.

Kreative ritualer man selv laver har vel til dels også den funktion. Det er både noget med at teleportere sig selv ind i en kreativ tilstand, men også om at fjerne rummet omkring en som en faktor, så man kun har den hensigt man leder efter at holde øje med. Hvilket også forklarer hvorfor kreative ritualer ikke er løsningen på alle slags opgaver. Nogen gange er tingen jo ikke at opdage en hensigt i en selv, men i stedet at finde rytmen i noget andet.