Det er da et alt andet end liberalt synspunkt du opsummerer. Med mindre du er med på den omsiggribende forråelse af sproget, hvor frisind er blevet er ideologi - som ikke kan sammenlignes med den ideologiske kamp for alles frihed til egen lykke.

Inden jeg kaster mig ud i en længere udredning om samfundets moraliserende krav om, at modtager af passiv forsørgelse, skal påtage sig offerrollen for blot at modtage hjælp, vil jeg gerne bede dig bruge 15 minutter af din kostbare tid på at forklare dine læsere (eller bare mig) hvad dit udsagn er.

Er det at, jagten på ære giver magt og ære (og nassere har dårlig moral og ære)?

Kræveriet i samfundet kommer ikke bare nede fra de lavere lag. Kræveriet er motoren i samfundsdebatten. Velhavere kræver fx. mindre skat, og mere ydelse for pengene etc. fordi det er deres moral. Jyder kræver motorveje for de vil være lige med de andre).

Det liberale i det synspunkt jeg sammendrager er den næste følgeslutning: Hvis velfærdsstaten har de konsekvenser, så må vi for guds skyld have noget mindre af den, sådan at vi kan blive frie, selvgjorte mennesker igen.
Du må lige forklare mig hvorfor det er "alt andet end liberalt".

Og en ting mere: Skru lige harmekvotienten ned engang, og gør mig den tjeneste at holde de forskellige lag af udsagn ud fra hinanden.

Det jeg siger er at der er udkommet en bog, der sætter ære på programmet som en motor i den rolle vi vælger at spille i samfundet.
Bemeldte bog identificerer forskellige slags ære, og en af de identificerede holdninger er "den krigeriske taber", det vil sige en holdning hvor man harmdirrende kræver sin velfærdsbestemte ret til at nyde før man yder.
Bogen identificerer også tabertaberen som en anden rolle btw. Dvs. det offer du snakker om.

Sådan som jeg har læst bogen indtil videre, så er krigeræren, den store ære, et fænomen der er krigeren iboende som bestemmer krigerens tilgang til samfundet.
Omvendt er det svært at læse taberæren, både krigertaberen og tabertaberen, som andet end noget samfundsskabt. Eller rettere sagt, hvis indholdet er at taberne har taberiet iboende i sig, så er vi jo ude i noget helt sort.

Det spørgsmål jeg stiller, det *eneste* spørgsmål jeg stiller er, om ikke tilføjelsen af begrebet ære, som forståelse af hvorfor vi gør som vi gør, bør ske på lige fod for krigeren og taberen:

Bliver æren, hvis den altså findes overhovedet, ikke lige præcis den individuelle handlekraft vi skal bruge til at argumentere for at velstanden sagtens kan bygges op uden at korrumpere os?

OG så var der måske alligevel to spørgsmål. Det andet vendt om, men beslægtet: Hvilken mening giver æresbegrebet overhovedet hvis ikke vi har én og kun én teori om hvor æren kommer fra?

Min ordkløveriske indvending er blot, at det forekommer mig at være et *liberalistisk* og ikke "liberalt" synspunkt, du laver et effektivt sammendrag af.

Der er ikke megen frisind i at søge at frisætte andre mennesker fra deres uerkendte trældom.

Jeg kan sagtens have sympati med din pointe, men dit ordkløveri holder ikke i sprogretten.

Selvfølgelig kan jeg bruge liberalt her istedet for rædslen liberalistisk. Liberalt er den mundrette variant af det sproglige skvalderkål du foreslår til erstatning. Ordet er ikke blevet bedre ved at få en længere dannelseshistorie.
At ordet under alle omstændigheder har rødder i ordet fri - uden bekendende tilhængere - har ikke noget med sagen at gøre.
Liberalt betyder - liberalt, og fungerer fremragende som tillægs ord til at beskrive synspunkter der deles af mennesker, der kalder sig selv liberale.
Hvis du vil til at indføre et skel a la det amerikanske skel mellem folk der bare synes om ordet fri og folk med et ideologisk system, så gør det lige et andet sted, der er vist irrelevant for forståelsen af det jeg skriver.

Jammen det gør det da. Vi er ærekære og vi har et samfund hvor folk generelt yder deres bedste uden det giver streng økonomisk mening for dem? Var der andet?

Nej. Jeg ville bare gerne sætte bogtitlens sproglige præmis om taberens opgave i samfundet til debat, med et helt indlysende spørgsmål.