OK, her er en lille skarp til jer at tænke over i weekenden. Hvorfor er vores samtidskultur plastret til med konspirationsteorier både i fiktionen og i den historiefortælling, der omgiver den politiske virkelighed (e.g. Michael Moore)?
Fordi konspirationsteorier er eventyr om netværkssamfundet.
For forklaring, læs videre
Der har næppe nogen sinde før i menneskehedens historie været et tidspunkt hvor vi har været så optagede af motivberegninger som nu. Alle har altid en eller anden mening om andres bagvedliggende ræsonnement og hvem der i virkeligheden trækker i trådene. Det er måske ikke så mærkeligt. Vi lever i en kompleks verden, endda en hyperkompleks en, hvor et enormt antal forskellige værdisystemer hele tiden brydes med hinanden i kamp om indflydelse.
I Qvortrups bog om det hyperkomplekse samfund gøres der en del ud af at redegøre for hvordan samfundet har forandret sig på den måde at det ikke længere er os individer der er garanterne for, eller ejerne af, samtalerne. I stedet melder vi os ind og ud af samtaler der foregår alle mulige steder og så at sige garanterer deres egen logik*. Qvortrup sætter den europæiske kulturhistorie op i et stort perspektiv med en tidlig deocentrisk fase med én gud i centrum, efterfulgt af en antropocentrisk fase, humanismen, med mennesket i centrum indtil det vi lever i nu et polycentrisk samfund hvor den enkelte ikke længere er herre over sin verdensforståelse, men istedet konsulterer et utal af netværk med forskellige forklaringer og værdisystemer.
Jeg har imidlertid længe været fascineret specifikt af de vildtvoksende konspirationsteorier vi bader os i. Både fiktionen og den semi-realistiske, politiske halvfiktion er konspirationer standard udstyr. Konspirationer er ikke bare endnu en motivberegning. De har, som fortælling, en bestemt form. Der er elementet af skjult betydning som er selve setuppet, og så er der ret systematisk, ikke én skurk, men en eller anden ubekendt upersonligt magt, der står bag. Den faktiske skurk er altid kun en håndlanger, og ikke selve årsagen til fiktionens konflikt.
Jeg sad og tænkte over det en dag, da jeg åbenbart også havde tænkt på Qvortrups setup af netværkssamfundet og kom i tanke om det: Det traditionelle europæiske eventyr fra den humanistiske æra iscenesætter individets kamp med den drivende kraft i det samfund eventyret blev skrevet i: Et andet individ. Helten skal ud, udfordres, opdage det onde der styrer historien, overvinde det, og hjem igen.
Eventyret giver bare ikke mening mere, nu hvor der ikke er nogen der har magten. Det eneste vores helt kan opdage, når han bliver udfordret, er det betydningssystem der styrer historien. Og hans opgør bliver, istedet for med det onde selv, med en medhjælper, en anden aktør der er gået ind på betydningen. Det er også helt standard at betydningssystemet overlever, selv om det lykkes for helten at trække sig selv ud af det.
* bemærk i øvrigt også hvordan det usandsynliggør det totale blog overherredømme. Det er simpelthen ikke alt det der er værd at sige, der kommer rigtigt ud på en blog. Videre snak om det emne her.