En velkommen benhård tackling af den seneste Cavlingpris-tildeling, fra en konkurrent og alt muligt andet som efter de gamle regler underkender indlægget - men sådan er verden jo ikke mere, heldigvis. Og egentlig en interessant total falliterklæring for den kritiske journalistik at Cavling-prisen gik til ren anti-journalistik, avisartikler, der bevidst er beskrivende, indfølende reportage fra en og kun en vinkel. Det er muligvis det eneste, der er tilbage at leve i det hyperkomplekse samfund - men det gør jo ikke ligefrem Politiken til et offentligt rum hvor vi kan mødes og samtale. Folk der tror på andre ting end Tøger Seidenfaden må gerne grine og slå sig på lårene af grin over den påstand at det nogensinde har været anderledes, men det er interessant hvis man end ikke principielt forsøger at være en garant for en offentlighed, men kun en part - hvis de gamle medier ændrer selvopfattelse fra at skulle være steder til istedet blot at være stemmer så er samtalemedierne jo virkelig trængt igennem med en reel fornyelse.

Bonusnote: Sørme om ikke Politikens avis CMS endelig har fået evnen, eller redaktionen viljen, til at linke offworld i selve brødteksten. Se selv. Den nyhed er muligvis mere interessant end Cavling-prisen, sådan rent kommunikationsmæssigt ihvertfald.

[UPDATE: Og et lille P.S.: Flemming Rose, der helt sikkert har stået for årets historie 2006 i medierne, falder iøvrigt fuldstændig for den samme kritik som Hergel, så det er svært at forstå Simon Andersens asynspunkt at Rose skulle have haft prisen istedet for Hergel. ]