James Brown, den absolut mest funky af de tre mest funky mennesker, der nogensinder har gået på jordkloden*, er død. Nekrologen i Politiken er meget langt fra at have fat i den helt afgørende kløft der er mellem før og efter James Browns fantastisk hårdt arbejdende funkregime fra slutningen af 60erne og starten af 70erne. I modsætning til så meget andet musik, hvor man altid kan lave en ny genre der er endnu mere, så er lige præcis det der med at være funky simpelthen aldrig blevet toppet siden. Musik kan blive mere støjende, nedbarberet, larmende, brutal, alt muligt - men den kan ikke blive mere levende end totalt levende. The JB's var perfekt funk.

Min egen personlige oplevelse af den musik kommer af en opvækst på Prince hørt oven i et typisk dansk musikmiks fra gamle dage, den gang hvor rock var musikreferencen i dansk radio for al den anden musik, lige meget hvor meningsløst det så var at lave den sammenligning. Prince brød igennem til den slags radio ved at lave rock-crossover, dengang de genregrænser virkelig gav mening, og vendte så efter sine hits tilbage til nogen af de klassiske funkrødder og introducerede sådan nogen som mig til musik hvor det er groovet og kroppen i musikken, og ikke melodien og omkvædet, det handler om. Det er først bagefter den introduktion at jeg har købt originalmaterialet fra Stone, Clinton og Brown og kunnet høre i hvor høj grad Princes funk bare er standards fra den genre Brown egenhændigt har opfundet. Og det er også i den sammenhæng at jeg har opdaget at lige præcis denneher musik bare ikke kan laves bedre, og dybest set er tidløs, langt mere end den anden store musik fra samme tid.

* de to andre er George Clinton og Sly Stone. Ingen af dem arbejder, så vidt jeg ved, i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.