Robert Altman er død. Det mest tankevækkende for mig ved den nyhed er hvor gammel han var - 81 år! Vi har med en mand at gøre, der lavede flere af sine allerbedste film i 90erne (The Player og Short Cuts) da han var sidst i 60erne. Selv om han fik sit kommercielle gennembrud med M.A.S.H. i 1970, så er hans store personlige mesterværk fra det årti Nashville, som jeg desværre kun har set en gang for alt for mange år siden. At tænke sig at en af de personlige stemmer, der skabte Hollywods auteur-guldalder i 70erne faktisk var 50 år gammel på det tidspunkt. Det var de andre mildest talt ikke. Coppola var 33 da han lavede Godfather, Scorsese var 34 da han lavede Taxi Driver, Polanski var 35 da han lavede Rosemarys Baby, Spielberg var 29 da han lavede Jaws og så videre og så videre.
Det er interessant at man kan finde sin stil i så høj en alder. Måske var Altmans geni af den langsomme observatør slags, og ikke af den dramatiske ikonoklast slags, som beskrevet her. Det passer i hvert fald nogenlunde med den stil han endelig fandt frem til, kan man sige. Pånær form var ny også: Den lettere historieløse, eller historiemyldrende, ensemblefilm og hans væremærkestil med at filme skuespillerne på lang, lang afstand så de er helt alene i skuespillet, mens de arbejder.

Bonusfact: Det var Altmans dengang 14 årige søn Mike, der skrev teksten til M*A*S*H's titelmelodi Suicide is painless.