Den klassiske musik har det problem at være autoritær i en antiautoritær tid. Derfor svigter publikum (måske?). For forklaring og baggrund - læs videre.
For nogen uger siden skrev jeg om det kommende publikumsproblem den klassiske musik meget let kan få om 10 år, når det grå guld, der fylder salene nu, falder fra. Siden har jeg dels diskuteret det med en masse mennesker, og dels kom der nogen interessante kommentarer på den oprindelige post.
Det første er det underlige i, at klassisk musik partout skal være sådan noget vanskeligt noget man skal kunne vurdere, som ekkoet i Trine-Marias kommentar: "Jeg vil simpelthen så gerne ind i den verden".
Det kunne ingen finde på at sige om nogen form for rytmisk musik (med jazz som en mulig undtagelse), og det er synd for den klassiske musik at folk har det sådan med den. Der mangler i den grad et sted hvor man kan være uhøjtideligt og inkompetent glad for klassisk musik. Musikanmeldelser i aviserne skrives i høj grad for de indviede. Og imens er folk rask væk glade for pop og rock og hip hop og R&B og funk og alt mulig andet, og gerne uden nogen kvalifikationer - og det er godt sådan.
Det ville være fantastisk at have den samme uhøjtidelige tilgang til den klassiske musik også.
De jeg har snakket med, der selv har noget med musik at gøre, er helt klare på problemet og gud ske lov er der også en masse steder hvor små initiativer arbejder imod (og jeg skal prøve på at udpege sådan nogen begivenheder her på bloggen i fremtiden).
Det næste spørgsmål er hvordan det er blevet sådan.
Der var allerede en antydning af en forklaring i kommentarsporet med Michaels lidt spydige kommentar om at "I takt med at vi unge bliver ældre, får vi også trang til at vise, at vi er gode, borgerlige individer, der konsumerer og reproducerer vores samfunds finkultur." Det gik jeg og tænkte over da jeg kom i tanke om en passage fra Stefan Zweigs fremragende erindringsbog 'Verden af i går'. Zweig var wiener og jødisk kulturel spidsborger. I Zweigs tid, omkring år 1900, var borgerskabet garant for Wiens kulturelle forrang i Europa, men sådan har det ikke altid været. Hør bare her, i dette uddrag der er så længelsfuldt at jeg citerer det hele:
I løbet af det sidste århundrede havde omsorgen for kunsten i Østrig mistet de gamle traditionelle vogtere og mæcener: Kejserhuset og aristokratiet. I det 18. århundrede havde Maria Theresia ladet sine døtre undervise af Gluck i musik. Joseph II havde som kender diskuteret Mozarts operaer med mesteren selv, og Leopold II havde selv komponeret; - men de senere kejsere, Franz II og Ferdinand havde ingen som helst interesse for det kunstneriske, og vor egen kejser, Franz Joseph, der i sine firs leveår aldrig havde læst eller så meget som taget en bog i hånden med undtagelse af hær-ranglisten, afslørede sågar udtalt antipati mod musik. Også højadelen havde opgivet sin fordums protektorstilling. De glorværdige tider var forbi, da Esterhazy'erne så en Haydn som gæst i deres hjem og da familierne Lobkowitz og Kinsky og Waldstein kappedes om at foranstalte førsteopførelser af Beethoven i deres palæer og da en Grevinde Thun kastede sig på knæ for det store geni med bøn om, at han dog ikke ville trække sin "Fidelio" tilbage fra Operaen. Allerede Wagner, Brahms, Johann Strauss og Hugo Wolf fandt ikke den ringeste støtte hos højadelens folk; borgerskabet måtte gå i brechen for at holde de philharmoniske koncerter oppe på den gamle højde og for at muliggøre en eksistens for malerne og billedhuggerne, og det var netop det jødiske borgerskabs stolthed og ærgerrighed, at det her kunne virke med i første række til at opretholde Wienerkulturens gamle strålende ry. Jøderne havde altid elsket denne by og havde af deres inderste sjæl fundet sig til rette i denn; men først gennem deres kærlighed til Wienerkunsten følte de, at de var blevet helt ud hjemstavsberettigede og sande WienereDet giver en plausibel forklaring på den måde den klassiske musik bliver modtaget på: Kompositionsmusikken er autoritetens musik, og fordi modtagelsen af den har handlet om at trænge ind i den autoritet musikken repræsenterede, så har det ikke været et problem det vanskeligt - at "det kostede noget" at lytte med. Tværtimod. Ved at kunne tale med viser man sit kulturelle overskud og får adgang til at træde ind i eliten.
Kontrasten til rytmisk musik er slående. Den rytmiske musiks rødder er folkemusik. Det er fællesskabsmusik fra barnsben af.
Så problemet for den klassiske musik er måske at det borgerskab, og den aspiration, viljen til at trænge ind i borgerskabet, kan være lidt svær at få øje på (og gud ske tak og lov for det!). Og så virker den gamle kvalifikationsmekanisme, selve musikkens vanskelighed, simpelthen ikke særlig fremmende for publikumstilstrømningen. Posted by Claus at November 09, 2006 11:51 PM | TrackBack (0)
Jeg tror ikke en diskussion af folkekultur versus finkultur kan oplyse problemstillingen synderligt.
Det er jo som at sammenligne tv2 med abstrakt ekspressionisme. Eller TV med maleri, eller fodboldkamp overfor en skakdyst, for den sags skyld.
Receptionen af (klassisk) musik har ?ndret sig konstant:
Selvom Formans "Amadeus" er en perler?kke af kulturhistoriske postulater og anakronismer, er der dog et gran sandhed i, at receptionen af samtidens musik var noget mere kontant. Om folk(et) i salen s? faktisk kastede k?l p? orkestret er et ?bent sp?rgsm?l, men heller ikke det sker jo til rockkoncerter (efter sigende er der d?r oftest tale om bamser og trusser...). Tilskuere til koncerter har meget stor respekt for de ud?vende kunstnere, og skabere. (Til koncerter med pling-plang-moderne kompositionsmusik, kendt som "ny musik", ytrer det sig ofte ved at der klappes for ofte...).
S? vidt jeg husker Zweigs erindringer var de et langt l?ngslens suk efter wienerklassikken og de gode, ordentlige dage f?r modernisterne og nazisterne. Zweig l?ngtes efter det sidste suk af en epoke som ideologisk er sn?vert forbundet med GWF Hegels (1770-1831) filosofi (s?rligt: forel?sninger om ?stetik og kunstens endeligt (fuldbringelse, h?jdepunkt)).
Vi vil jo alle v?re med blandt "eliten". Borgerskab, nej tak! Det forpligter, og vi er mere til at indg? l?se kulturkontrakter, som underst?tter vores egen kulturelle profil.
Vi vil gerne g? til de rigtige koncerter med de rigtige venner, og have v?ret d?r (endog i Horsens).
Der er ikke meget elite over at g? til en koncert, hvor der er flere med instrumenter end med libretto og 2/3 (2 af de 3) publikummer er anmeldere.
Kultureliten m?des jo ikke til klassiske koncerter (Steve Reich undtaget). De m?des n?r The Boss, The Stones eller Lou Reed (eller et eller andet hot navn) spiller, og det er der ikke noget forkert i. Det er jo samtidens kultur (og mellem 30 og 40 ?r gammelt).
Det er ogs? et sp?rgsm?l om Kulturel Kapital.
Som du siger: "Ved at kunne tale med, viser man sit kulturelle overskud, og f?r adgang til at tr?de ind i eliten.". Det giver et fingerpeg i en retning, som jeg mener er afg?rende, og som du selv ogs? er inde p?: Det der ny musik er f..... sv?rt, nogen gange. Men ogs? fordi vi er opdraget til at musik spillet p? gamle instrumenter er finkultur, og finkultur skal tolkes og forst?s. Og man skal kunne samtale om den...
S? kommer man til kort, med mindre man er musikvidenskabeligt uddannet eller ualmindeligt dannet. At man kan nyde noget, man ikke forst?r, er n?rmest for avanceret i forhold til finkultur. Men det er der, jeg mener man b?r hen - for at bede komponisterne om at g?re musikken lettere tror jeg er en tabt og t?belig sag. Det er lettere, at g?re det legalt at sige, at man ikke fattede en node.
Men "Last of the Prom's" viser jo at folkeligheden sagtens kan dyrkes - ogs? med gamle instrumenter, og s? spilles der da ogs? masser af lettilg?ngelig kompisitionsmusik - Bach, Beethoven og Bartok hver uge... (og Bartok har da gjort sit for at g?re folkemusikken til sin).
Posted by: michael on November 10, 2006 2:04 PMJeg synes det du skriver giver mig ret, selv om du vist mest siger det ikke g?r: Kultureliten m?des ikke til klassiske koncerter. Nej det har du da ret i, men det betyder jo ikke at de der faktisk g?r ikke synes de f?r adgang til noget finere, n?r de kommer. Som Zweigcitatet udpeger var adelen og aristokratiet jo ogs? holdt op med at g? til koncert da borgerskabet greb chancen.
"Last night of the Proms" viser at folkeligheden kan dyrkes - ja bestemt, men der er det jo ogs? lykkes at lave det til en f?llesskabsoplevelse, ogs? selv om man skal h?re efter noget af tiden. Det er bare ikke den opfattelse jeg har af setuppet n?r jeg er til koncert i K?benhavn.
Og til sidst: "Det er sv?rt" - ja fint med det, men som du siger; det ligger i situationen at det er publikums problem hvis de ikke f?r noget med hjem - og der kan man arbejde, men det kr?ver bare at den autoritet der ligger i situationen bliver brudt ned.
Jeg tror ikke Zweig og magt har noget konkret at g?re med hvordan man b?r arbejde med at forbedre koncertoplevelsen - men jeg synes ogs? kulturhistorie er sjovt, og jeg er forholdsvis overbevist om at min historie holder vand: Musik er blevet elit?rt af en grund, det er jo ikke matematik, men f?lelser det handler om. Og det er interessant at de er blevet tr?ngt i baggrunden, og det tror jeg handler om musikkens autorit?re og elit?re ophav.
Posted by: Claus on November 10, 2006 2:13 PMLige nogle noter at arbejde videre p?.
Et eller andet sted i diskussionen m? avantgardeproblematikken ogs? have en plads. Nemlig kunstnernes egen ambition om at v?re mere elit?re end borgerskabet...
I virkeligheden er der ogs? et modsat projekt: Hvordan kan det v?re, at den folkelige kultur (f?llesskabskulturen, om du vil) har s? godt tag i eliten?
Mine 25 ?re i denne omgang.
Posted by: Michael on November 13, 2006 4:41 PMDu har fuldst?ndig ret.
Jeg har t?nkt lidt videre, og det f?r mig til at stille to sp?rgsm?l mere:
Hvorfor har rock og funk og soul og blues ikke udviklet en avantgarde, der er sv?r at lytte til? Den elektroniske musik har, men de traditionelle rytmiske former har ikke, selv om der var nogen m?rkelige tendenser i 70erne.
Og det besl?gtede sp?rgsm?l, som jeg s? alts? mener Zweig svarer delvis p?: Hvad er det specifikt ved institutionen 'borgerskab' der g?r 'vanskeligt' og 'avantgarde' til v?rdier?
Forskningsnote: Det ultimative kunststudium af begreberne borgerskab og avantgarde i sammenh?ng m? v?re Bunuels ber?mte film: http://www.imdb.com/title/tt0068361/
Posted by: Claus on November 13, 2006 5:26 PMHvad der g?r avantgarde interessant i en borgerskabskontekst er, at det netop fors?ger at bryde med kulturmodellen som borgerskabet har opbygget, og "vanskelligt" er en af de anvendte metoder til at foretage dette brud, og blive mere elit?r end eliten. Og n?r man nu er producent til en institution, man helst vil ekspandere og nedbryde (af politiske grunde) m? man jo ty til ekstremerne, og her er "vanskeligt" et middel.
Det er en af de diskrete charmer ved borgerskabet, at det er en umulighed... Det er det paradox som avantgardeteorien fanger sig selv i og hvor al logik ender i tautologier.
Avantgarderock. Det findes da. Frank Zappa, Autecre, Pere Ubu, Captain Beefheart, og s? er der "hele den polske frijazzscene".
Posted by: Michael on November 16, 2006 3:06 PMKlimt f?lte klart et behov for et nyt sted til sit maleri, se bare secessionsbygningen, selv om den helst skulle v?re indlejret i det samme gamle borgerskab - jeg kan have min tvivl om Berg og Sch?nberg egentlig gjorde det. Det m? unders?ges.
N?r det er sagt, s? kommer diskussionen om avantgardebegrebet til at skygge for det jeg egentlig var ude efter, nemlig holdningen man g?r til den klassiske musik med.
Jeg er helt med p? avantgarderocken. Det der interesserer mig er hvad den mente om sig selv og med hvilken indstilling publikum gik til den.
Det er et helt ?bent sp?rgsm?l for mig om det har v?ret en publikumsoplevet kvalitet ved den musik at den var 'vanskelig'. Jeg tvivler meget. De liveplader jeg selv har med de her bands har ikke nogen som helst air af 'sv?r' eller 'vanskelig' i forholdet mellem publikum og kunstner. Det er jeg stadig ikke det mindste i tvivl om indg?r helt eksplicit i borgerstandens accept af eksperimental musik, kunst og litteratur fra starten af 1900-tallet. Man kan bruge Zweig som vidne m?ske, eller f.eks. Tom Kristensens H?rv?rk - hvor man l?ser Ulysses, fordi man skal, men helt sikkert finder det vanskeligt.
Der er en kunstnermyte p? spil, der tillader det guddommelige, men sv?rt forst?elige og opn?elige, og jeg tror ikke p? at den kunstnermyte er i samme h?je kurs i moderne kultur, som den var i den gamle borgerkultur.