For de der overvejer at deltage i NaNoWriMo er det måske farligt, men det er ellers et meget smukt essay af Orhan Pamuk man finder i Guardians online udgave.
Det, der ikke er opløftende for nanowrimoers, er at Pamuk har brugt 30 år på at skrive sine syv romaner. Det smukke er hvordan Pamuk dels iscenesætter sin egen drøm om at være forfatter som lige præcis det - et liv en en kreativ drømmefase. Og så skriver han noget mod slutningen der minder mig om en observation Paul Auster gjorde i et interview om hvordan det var at lave Smoke: Auster sagde at han følte et langt større slægtskab med skuespillerne i processen end med instruktøren og Pamuk giver et ekko af den opfattelse når han beskriver hvordan opgaven for ham er først at drømme sig til en bog, der ikke eksisterer, og så bagefter at drømme sig selv ind i rollen som bogens tænkte forfatter for faktisk at kunne skrive den drømte bog i virkeligheden. Det er da smukt, mand!

Urelateret bonuslink: Wikipedia opslaget om purple prose er fremragende. Et fint eksempel på den slags viden som den præ-digitale kultur havde store strukturelle problemer med at meddele os.