Jeg var på vej hjem langs Søerne idag, gående, men så hurtigt jeg kunne. Jeg hader at løbe, men elsker at gå, og gerne i 2-3 timer så hurtigt jeg overhovedet kan. Dels er det sundt, dels tænker man bedre i høj fart. Pludselig bemærkede jeg foran mig en nydelig ældre herre i lodenfrakke, der pludselig speedede kraftigt op, mens han talte højere og højere med sig selv.
Han gjorde alt hvad han kunne for at holde sin afstand til mig, og jeg indhentede ham først ved Danasvej. Det huede ikke den pænt klædte, og nydeligt barberede, herre. Han løb over krydset, mens han vredt råbte efter mig.
"Så skal vi gå om kap du og jeg! Du skal ikke gøre nar af mig!"
Jeg kiggede uforstående på ham, og bad ham tage den med ro.
"Du skal ikke gøre grin. Bare fordi du ikke er 65! Jeg går 40.000 km om året! Du skal ikke gøre nar af mig"
For ikke at få ham helt ud i hampen satte jeg kadencen ned så han kunne få lidt afstand. Jeg så ham forsvinde hen ad Svineryggen, gående hurtigere end han kunne, mens han værgede for sig for at undgå alle de andre spadserende unge, der gjorde nar.