At skrive er lystbetonet. Jeg tror det passer helt derud hvor man kan påvise at der bliver udløst en neurotransmitter, dopamin eller lignende, i det man sætter det sidste punktum i en tekst. Derfor er ens selvværd i top og selvkritikken i bund umiddelbart postpunktum. Dopaminudløsningen bliver forstærket af publicering. Det er derfor man altid, to timer senere, skal rette virkelig latterlige sprogfejl i sine blogposts.

(se også bloggens motto)

(Dopamin: Sidste tirsdag viste DR2 en doku lavet over dette forsøg - der viser at aber med høj social status i flokken har høj dopaminaktivitet, mens lavstatusaber har lav dopaminaktivitet. Af samme grund får lavstatusaber et større kick ud af kokain (der øger dopaminaktiviteten). Så man er mere tilbøjelig til at blive stofmisbruger hvis man er socialt udsat - og omvendt så er power, penge og magt, en natural high. Og det, påstår jeg, er skrivning altså også. P4 havde ret i det gamle slogan: "Det er kedeligt at kede sig. Det er sjovt at ha' det sjovt.")