Hvis vi lige skal vende den kronik i Politiken som Tveskov rev en stump ud af så har de Radikale gjort en ting der er umiddelbart fornuftig og utrolig sundt for demokratiet som sådan: I gamle dage var alle de politiske partier livsstilspartier, hvilket gjorde den politiske samtale meget nemmere at forstå.
Interessekonflikterne i landstinget/folketinget svarede til interessekonflikterne ude i verden. Når de radikale bearbejder den kreative klasse* forsøger de bare at gøre det samme igen. Godt forsøg. Problemet er selvfølgelig det at vi ikke lever i et samfund hvor livsstilene nødvendigvis har vedblivende fælles interesser mere, fordi der ikke er nogen af os overhovedet, der har vedblivende interesser mere.
Og det er vel det kronikken udpeger hvis den overhovedet gør noget.
Når det så er sagt, så kunne jeg da godt tænke mig at der var andre end Dansk Folkeparti og de radikale der gjorde sig den anstrengelse at etablere en personlighed. Om de personligheder partierne fik af det så også ville være i stand til at fange de omskiftelige interesseforskydninger, der ikke bare præger, men næsten definerer, det komplekse samfund vi lever i, er et åbent og meget spændende spørgsmål.

[UPDATE: Underrubrikken til kronikken er "Man kan ikke diskutere politik med radikale vælgere". som Claus Buhl påpeger her, er det meget mere sandt end bare for de radikale. Og det er helt fint sådan]

* Jeg fucking hader ordene "den kreative klasse" når står i sammehæng med hinanden på den måde. Men det er hurtigt at sige.