I går, da jeg kom hjem fra arbejde. blev jeg meldt ind i fremtiden. Forbrugsfremtiden, that is - fyldt af selvbevidste og ivrigt markedpåvirkende prosumers, sådan nogen som Douglas Rushkoff har skrevet om, dog uden hadeordet prosumer. Jeg meldte mig ind ved at prosumere naturligvis, forstået sådan at jeg hackede mig til et bedre filmsøgeinterface til min 'filmudlejning med posten' service. Filmtjenesten kvitterede (uden min medvirken, jeg har ikke gjort andet med mit hack end at blogge det) med brevet ovenfor og en fribillet til biografen. Tak, tak. Jeg har forresten nogen flere forslag til en bedre søgeoplevelse (altså en mere hackbar oplevelse).

På det sidste har jeg, dels for sjov og dels i forbindelse med prototyping ovre i firmaet tilbragt en del tid i Second Life. I Second Life er "producer/consumer" balancen fuldstændig anderledes end i virkeligheden, i spillets urtid var der kun producers - det var det der var det sjove - men efterhånden som der kommer flere og flere brugere begynder talentets normalfordeling at gøre sig gældende og den anden verden fyldes langsomt op af forbrugere.
For ikke-skabere er der andre måder at tjene penge på. Populært er det at være en pigeavatar og danse for penge på casioner og natklubber. Det er heldigvis mindre fysisk anstrengede end marathondans under depressionen, men det ligner nu ellers en hel del. Som i 20erne og 30erne er betalingen virkelig ringe.

Nu lavede jeg mit Lovefilm hack for sjov, ikke for at plugge ind i en ny økonomi, og der er ikke nogen tabere heller: Mindst 2 personer har en bedre filmlejeoplevelse pga mit hack. Endelig, og altafgørende, er kvitteringen ovenfor dejlig håndlavet og i øjenhøjde (og billetten gælder ikke kun i Palads), men jeg kunne ikke blive fri for lige at tænke de to situationer sammen i et kulturpessimistisk fremtidsperspektiv og spørge mig selv: Hvor meget marathondans er der i den nye tovejs forbrugskultur? Er prosumeren en marathondanser? Og det store spørgsmål: Er der noget galt i det?
Rygterne siger at det regulerer sig selv og at det f.eks. allerede blandt de 50-100 millioner mennesker der måske markedsførest aller mest til, nemlig brugerne på Myspace, er på vej mod lavstatus at have tusindvis af fuldstændig meningsløse og støjende vennerelationer, så måske er det godt nok altsammen.