Morfar og mormor var fra århundreskiftet - generationen efter den store oprustning på landet med højskoler og andelsbevægelsen. Mormor kunne egentlig have arvet gården, men hun skulle ikke nyde noget, selv om Morfar vidst egentlig gerne var blevet ude på landet, hvis han havde fået chancen. Mormor ville hellere ind til byen, hvor man kunne slippe for noget af alt det hårde slid. Mormor elskede færdigmad og halvfabrikata. Alt der kunne gøre livet nemt (brød i plastpose, forloren skildpadde på tube, kager i folie). Morfar på den anden side byggede sit eget hus ude i Åbyhøj, holdt en omhyggelig nyttehave, studerede sin bibel og malede. Gården han ikke fik, var det faste motiv der fulgte ham helt indtil pensionsalderen.
Morfar arbejdede på FDBs lager i Viby - andelsbevægelsen sad fast i ham og mormor (kaffen var blå cirkel og pensionen AP pension). Det lykkedes for ham at komme fra lageret ind på kontoret, selv om han var ufaglært. Både han og mormor var stolte over at han var blevet til noget og havde fået navneskilt. Efter hans pension stod navneskiltet fra FDB fremme på skrivebordet, også i alle årene efter hans død. Man kan næsten se på portrætbilledet at morfar synes det var meget finere at være kontormand end at bo på landet, eller arbejde ude på lageret.

Er andelsbevægelsen måske et godt stykke anskuelighedsundervisning for socialdemokraterne? Et eksempel på en overordentlig succesrig social oprustningsbevægelse, der lykkedes så godt med at skabe social mobilitet for sine medlemmer at den holdt op med at give mening som folkelig bevægelse til sidst?